”Sidder på et værtshus…” (langt fra GL STRAND)

Efter måneders stilstand er der endelig nyt fra Kunsthistorikeren. Faktisk er der gået et år siden sidst. Den larmende tavshed skyldes først og fremmest at Kunsthistorikeren er kommet i arbejde, og som I måske ved, er en kunsthistoriker i arbejde… ikke aktiv kunsthistoriker. Efter endeløs søgen – efter hundredevis af håbløse henvendelser, utallige af jobsøgningskurser, digitale marketingkurser, praktikker, midlertidige deltidsansættelser, sygemeldinger og kognitiv adfærdsterapi – har man endelig nået målet og fundet (timelønnet) fastansættelse.

Som så mange kunsthistorikere før hende, har Kunsthistorikeren endelig kastet håndklædet i ringen og sat den utopiske drøm om kunst og karriere på pause. I stedet er denne kunsthistoriker så privilegeret at have fået mulighed for at trække i tjenerskjorten og hellige sig et af samfundets mere seriøse og prioriterede områder: ØL. Som bartender på en brun bodega har Kunsthistorikeren endelig fundet et pusterum, hvor det konstante fokus på succes, sundhed og charme er trådt i baggrunden, til fordel for livets egentlige mening (øl). 

Nu tænker du måske at det er ressourcespild at have en akademiker bag baren, men faktisk kunne mange humanister have glæde af sådan en tjans. Som bartender får du nemlig en masse relevante skills, som den gængse humanist gerne mangler: du lærer for eksempel at omgås tal og mennesker i dit arbejde, du får mulighed for at erstatte din barnagtigt naive idealisme med et mere realistisk syn på samfundet og dets individer, du får bugt med din pinlige politiske korrekthed, og så lærer du helt grundlæggende hvad det vil sige at arbejde hårdt. 

Værtshuset er på mange måder en anarkistisk og systemkritisk oase, en parallel social institution, hvor samfundets normer og bekymringer lægges til side for en stund – og det kan der jo siges meget godt om. Aldrig har KUA eller andre offentlige instanser føltes så fjerne, og det kan være en nyttig erfaring (og en kæmpe lettelse) når man som jobsøgende humanist står helt modløs og gennemgnasket af et system der har det med at besmitte din selvopfattelse, og dreje dine forventninger til (arbejds)livet i en uhensigtsmæssig retning. Værtshuset er en horisontal arbejdsplads, hvor det mere handler om at orientere sig socialt og praktisk (hvor bliver Flemming af, og hvornår er der kolde Classic?), end det handler om hierarkier og fremdrift.

I denne tidslomme møder du livet uden det løgnagtige omsvøb som synes at omgive karriereverdenen. Her er man ærlig omkring sine glæder og sorger, og der står altid én klar med en trøstende skulder og en skarp, hvis du har haft en dårlig dag. Omvendt står der også altid en klar med med en high five og en skarp, hvis du har haft en god. Stress er noget der begrænser sig til fredag mellem 22 og 03, og du må gerne arbejde i din Everlast hoodie og din Adidas buks. Ydermere har det drænende digitaliseringsmonster fuldstændig overset dette område: at være bartender er (bortset fra dankortterminalen) som det altid har været – og sådan er det godt. 

Som bartender er du på én gang meget vigtig og totalt ligegyldig, og det er slet ikke så tosset. Du har den ultimative magt (øl), mens din egne talenter er mindre vigtige og bør målrettes fællesskabets interesse. Resultatet bliver en selvsikker ydmyghed – en balance som mange nyuddannede humanister har svært ved at mestre – men som ikke desto mindre er særdeles nyttig i et hvilket som helst job. Du lærer sandelig at formidle din viden til forskellige målgrupper, og det er en fornøjelse at opleve hvilken betydning kunst og kultur har blandt samfundets (mindre privilegerede) individer. 

Måske synes du at disse fordele lyder søgte og påtagede, men jobbet rummer virkelig mange goder. Hvor mange grineflip, øl, knus, komplimenter, smøger, drikkepenge, high fives, terningespil og rockklassikere består din arbejdsdag måske af? Det tænkte jeg nok. Kunsthistorikeren opfordrer hermed alle langtidsledige akademikere til at søge lignende arbejde, for er der noget man har brug for efter en længere periode på dagpenge, så er det netop ovennævnte ting. Desværre er det også nemt at glemme sine intellektuelle aspirationer i værtshusmiljøet, hvorfor der har været stendødt her på bloggen. Kunsthistorikeren har dog de bedste intentioner om at vende tilbage fra tågerne, følg med og se om det lykkes på www.kunsthistorikeren.dk.