Torsdag den 28. juni 2018 kunne den selvejende kunstinstitution Copenhagen Contemporary (CC) endelig byde velkommen i deres nye, gigantiske lokaler på Refshaleøen. B&W’s gamle svejsehal udgør en rå og rummelig ramme for de kæmpeformater, der efterhånden er blevet CC’s varemærke. De aktuelle udstillinger med Superflex og Doug Aitken fortsætter traditionen, og der er endnu engang lagt op til monumental sjov, når vi slippes løs i de store installationer.
Fernisering, fermentering og fest
Kunsthistorikeren besluttede, efter megen tøven og Tuborg, at liste ud og deltage i begivenhederne, for at samle stof til sit første indlæg. Åbningen blev fejret efter alle kunstens regler. Efter en lang rejse kunne gæsterne fornøje sig med alt fra musik og taler, til madboder, drinks…og nå ja, kunst. Arrangementet blev velsignet med det smukkeste sommervejr i mands minde, hvilket desværre resulterede i en ram stank over Refshaleøen (og i en ufrivillig, sarkastisk kommentar til det hipster-paradis som Københavns kajområder har udviklet sig til).
Heldigvis skulle der mere end lidt råddent tang til at kue de glade besøgende, der myldrede rundt i alle aldre og afskygninger. Der var fest overalt, undtagen i udstillingshallerne hvor drikkevarer forståeligt nok var forment adgang. Her koncentrerede man sig til gengæld om de engagerende værker, og udstillingerne havde særligt godt fat i den yngre generation, der i bogstaveligste forstand gik om bord i værkerne med liv og sjæl.
Superflex sætter sving i fællesskabet med One Two Three Swing!
I de første to udstillingshaller har (altid fællesskabsorienterede) Superflex spillet op til leg med One Two Three Swing!, der efter sigende spiller på styrken i legen og i de fælleskaber og energier den kan skabe. Udstillingens første rum er forsynet med en stedspecifik installation, der består af en masse tremandsgynger, forbundet af en mængde Superflex-orange rør. Her inviteres vi til at gynge sammen, i håb om at vi således kan bryde med den politiske apati der forpester kloden og vores samfund. Yes. Kunsthistorikeren sprang over.
I det andet rum hænger hvad der ligner en gigantisk Pinball-kugle ned fra loftet og svinger som et kæmpe pendul. Under pendulet ligger en klase beskuere og får sig én på opleveren. Kuglens spejling er nemlig ret fascinerende at iagttage nedefra, og der lyder en klukkende latter fra gulvet (og fra gyngehallen). Gulvet er belagt med et farvestrålende væg-til-væg-tæppe, der udover at være et syn i sig selv, inviterer os til at smide os på gulvet og nyde værket.
Doug Aitkens omfavner dig med videoværket SONG 1
I den tredje hal kan man opleve Doug Aitkens ambitiøse videoværk SONG 1, der vises på en cirkulær skærm. Beskueren inddrages i en nærmest hypnotisk filmmontage, der viser forskellige scener fra nutidige bymiljøer og samfund.
Lydsporet udgøres af klassikeren ‘I Only Have Eyes For You’, der fortolkes af forskellige Hollywood-skuespillere og sangere. Den cirkulære form betyder at skærmen ikke kan opleves i sin helhed, og man er derfor nødt til at træde ind i cirklen for at få det hele med. I en form for fælles hypnose kryber folk sammen i skærmigloen, og det skaber et spøjst, intimt rum – lidt for intimt til kunsthistorikeren, der holdt sig på behørig afstand
Kunst for hele familien (og de modige enspændere)
Værkerne har hver især en konceptuel og æstetisk dimension, og kan sagtens nydes uden den store, bagvedliggende fortælling om menneskelig interaktion og erfaring. Her kan hele familien være med, og den overskuelige udstilling er en oplagt mulighed for at lokke ungerne ind i kunstens verden, hvis man da synes at de hører til dér. Det så i hvert fald ud til at kunstverdenen blev beriget med en masse nye, små aktører, der både skabte liv og glade dage og satte gang i værkerne som det var tiltænkt.
Alt i alt må man sige at aftenens arrangement og det nye CC’s første udstillingssæt handlede om fællesskab og møder. Så er man en jeg-svag person med en snæver intimsfære, anbefales det at være i selskab med en ven for at få det fulde udbytte. Kunsthistorikeren var desværre alene og sneg sig rundt som en anden voyeur, men det var alligevel værd at komme en tur til Refshaleøen og se de nye, imponerende lokaler, der leder tankerne hen på steder som Tate Modern i London, MoMA PS1 i New York og Palais de Tokyo i Paris som CC lader sig inspirere af.
Dejligt sted, dejlig dag. CC er i gang igen, Kunsthistorikeren er i gang igen! Måske jeg skulle sende dem en uopfordret ansøgning, igen? Du kan gynge på Refshalevej 173A året ud, da begge udstillinger løber frem til den 30. december 2018 – SWIIING!
Læs mere på www.cphco.org