FORRIGE fredag kunne Den Frie Udstillingsbygning nok engang slå dørene op for kunstnernes årlige efterårsudstilling (KE), som traditionen tro viser et udsnit af kunstens upcoming wannabe’s. Et blandet udvalg af samtidskunstnere har klaret sig gennem den censurerede udstillings dovne nåleøje, og deres værker kan opleves resten af ugen. Denne reportage skulle selvfølgelig have været bragt for længst, men life happens og det har været svært at finde på noget konstruktivt at skrive. Kald mig bare en mavesur sadistisk snob med et karrieredødsønske…
Branchens bagdør
Den Frie Udstillingsbygning har afholdt KE siden 1900. Udstillingen var oprindelig tænkt som en pendant til Charlottenborgs toneangivende Forårsudstilling (der har eksisteret et halvt århundredes tid længere), dog med den væsentlige forskel at Den Frie, som navnet antyder, er fri for forpligtelser overfor Akademiet. Og dermed også overfor kunsten.
Med andre ord behøver du ikke at være uddannet kunstner for at gøre dig bemærket hér, og således har landets ”amatørkunstnere” mulighed for at prøve deres talenter af på en anerkendt institution. Det kommer der hvert år nogle relativt forskellige og interessante udstillinger ud af, og i år er selvfølgelig ingen undtagelse. Men kan amatørkunstnere ikke være ligeså gode som uddannede kunstnere? Jo, det kan de godt, hvis deres kunst passer på DIN definition af hvad en god kunstner er.
I kunstbranchens akademiske kredse ser man anderledes på det. Som Kunsthistorikerens gamle lektor sagde (efter at have udsendt branchens ledeste og mest sarkastiske blik) da en midaldrende kvindelig studerende (iført turban og ravperler på størrelse med knytnæver) fornærmet spurgte om de malerier hun lavede derhjemme så ikke var kunst!?: ”Nej, det tvivler jeg helt ærligt på. Kunstnere bliver uddannet på Akademiet.” Men på KE åbnes der hvert år et lille vindue for disse håbefulde sjæle, og det skal der selvfølelig kigges ind ad.
Ryst posen!
De 29 antagede kunstnere har, med forskellige grader af originalitet og succes, alle bidraget med værker eller værkserier, som de udvalgte censorer har udvalgt til at blive vist på udstillingen. Panelet består af en række ditto originale og succesfulde kunstnere, som i år tæller Lea Guldditte Hestelund, Kristoffer Ørum, Jeannette Ehlers, Mathias Kryger og Kaspar Bonnen. Selvom censorpanelet skifter, lader det dog til at der foreligger et stramt udvælgelsesmanifest.
Udvalget af værktyper synes nemlig at være påfaldende éns fra år til år, og man får indtrykket af at der er stilles skrappe krav til fordelingen af maleri, skulptur, fotografi, performance, ready mades, video- og lydkunst. Dette er selvfølgelig ikke et problem i sig selv, det er jo fint at sikre en vis variation, hvis altså der er indhold til det. Resultatet er en nøje afstemt slikpose; der er lidt for enhver smag…men flest af de gule…
På denne festaften maste Kunsthistorikeren sig målrettet rundt mellem de mange besøgende i forsøget på at percipere udvalget. Undervejs hadede man lidt sig selv for ikke at have fulgt sit udmærkede råd fra sidste indlæg (https://kunsthistorikeren.dk/kunst-i-efteraarsferien-5-paa-stribe-bliv-derhjemme-og-ryg-en-pibe/), og valgt en anden dag til sit besøg. Traditionen tro kunne man heller ikke høre de mange taler. Konsekvensen blev at besøget udviklede sig til en creepy jagt på Dr. Martens-sko…
Alle børnene var jævne, undtagen Mette Riise – hun var værd at vise!
Intet er som bekendt så skidt at det ikke er godt for noget, og der var faktisk et særdeles interessant bidrag på årets udstilling: den unge kunstnerinde Mette Riises tværmediale værkklynge How to Build an Artist Brand fra 2018. I dette installatoriske værk mimer Riise marketingverdenens medier, sprog og æstetik, komplet med videopræsentation, illustrerende figurer, mundtligt oplæg (performance) og tilhørende pjece – alt sammen holdt i skarpe linjer og en iskold marketingblå, der får os til at ryste af kulde.
Indrømmet, Kunsthistorikeren har tidligere ernæret sig gennem marketing og muligvis er det derfra at sympatien stammer… Man oplever en åbenlys spænding, kynisme og sarkasme i dette værk (jubii), for findes der noget mere afskyeligt end tanken om kunstnere der forsøger at brande sig selv og deres kunst gennem brown nosing og taktisk selviscenesættelse? Kunsten og dens scene udvikler sig selvfølgelig hele tiden, og det er efterhånden mange årtier siden at man gav afkald på ideen om det autentiske, autonome kunstnergeni, men mon ikke mange af os i hemmelighed længes lidt efter det?
Det får værket os i hvert fald til. Det minder én om at kunst ikke blot kommer fra hjertet i vore dage, men at den (ligesom alt andet) er underlagt et stringent økonomisk regime, der gennemsyrer dets væsen. Så kæmpe cadeau til Mette Riise for at lave et ambitiøst og originalt værk, der på mange måder rammer hovedet på sømmet og giver form til en problematik som vores samfund som helhed står overfor.
Vi kender vækstliderlighedens udtryk, vi kender det faktisk så godt at vi glemmer at stille spørgsmålstegn ved det i det daglige. Men ved at overføre det til et af de få felter, som vi stadig forbinder med et vist element af magi, autenticitet og sjæl, får Riise os til at stoppe op og tænke ”FNØJH” – og det er en bedrift der bør hyldes!
Kunstnernes Efterårsudstilling kan opleves på Den Frie Udstillingsbygning frem til d. 18. november (som sagt: et LILLE vindue), så skynd jer hvis I vil nå at se den. Se mere på https://ke-udstilling.dk.
