”Sidder på et værtshus…” (langt fra GL STRAND)

Kunsthistorikeren har for en stund vendt ryggen til karriereverdenen

Efter måneders stilstand er der endelig nyt fra Kunsthistorikeren. Faktisk er der gået et år siden sidst. Den larmende tavshed skyldes først og fremmest at Kunsthistorikeren er kommet i arbejde, og som I måske ved, er en kunsthistoriker i arbejde… ikke aktiv kunsthistoriker. Efter endeløs søgen – efter hundredevis af håbløse henvendelser, utallige af jobsøgningskurser, digitale marketingkurser, praktikker, midlertidige deltidsansættelser, sygemeldinger og kognitiv adfærdsterapi – har man endelig nået målet og fundet (timelønnet) fastansættelse.

Som så mange kunsthistorikere før hende, har Kunsthistorikeren endelig kastet håndklædet i ringen og sat den utopiske drøm om kunst og karriere på pause. I stedet er denne kunsthistoriker så privilegeret at have fået mulighed for at trække i tjenerskjorten og hellige sig et af samfundets mere seriøse og prioriterede områder: ØL. Som bartender på en brun bodega har Kunsthistorikeren endelig fundet et pusterum, hvor det konstante fokus på succes, sundhed og charme er trådt i baggrunden, til fordel for livets egentlige mening (øl). 

Nu tænker du måske at det er ressourcespild at have en akademiker bag baren, men faktisk kunne mange humanister have glæde af sådan en tjans. Som bartender får du nemlig en masse relevante skills, som den gængse humanist gerne mangler: du lærer for eksempel at omgås tal og mennesker i dit arbejde, du får mulighed for at erstatte din barnagtigt naive idealisme med et mere realistisk syn på samfundet og dets individer, du får bugt med din pinlige politiske korrekthed, og så lærer du helt grundlæggende hvad det vil sige at arbejde hårdt. 

Værtshuset er på mange måder en anarkistisk og systemkritisk oase, en parallel social institution, hvor samfundets normer og bekymringer lægges til side for en stund – og det kan der jo siges meget godt om. Aldrig har KUA eller andre offentlige instanser føltes så fjerne, og det kan være en nyttig erfaring (og en kæmpe lettelse) når man som jobsøgende humanist står helt modløs og gennemgnasket af et system der har det med at besmitte din selvopfattelse, og dreje dine forventninger til (arbejds)livet i en uhensigtsmæssig retning. Værtshuset er en horisontal arbejdsplads, hvor det mere handler om at orientere sig socialt og praktisk (hvor bliver Flemming af, og hvornår er der kolde Classic?), end det handler om hierarkier og fremdrift.

I denne tidslomme møder du livet uden det løgnagtige omsvøb som synes at omgive karriereverdenen. Her er man ærlig omkring sine glæder og sorger, og der står altid én klar med en trøstende skulder og en skarp, hvis du har haft en dårlig dag. Omvendt står der også altid en klar med med en high five og en skarp, hvis du har haft en god. Stress er noget der begrænser sig til fredag mellem 22 og 03, og du må gerne arbejde i din Everlast hoodie og din Adidas buks. Ydermere har det drænende digitaliseringsmonster fuldstændig overset dette område: at være bartender er (bortset fra dankortterminalen) som det altid har været – og sådan er det godt. 

Som bartender er du på én gang meget vigtig og totalt ligegyldig, og det er slet ikke så tosset. Du har den ultimative magt (øl), mens din egne talenter er mindre vigtige og bør målrettes fællesskabets interesse. Resultatet bliver en selvsikker ydmyghed – en balance som mange nyuddannede humanister har svært ved at mestre – men som ikke desto mindre er særdeles nyttig i et hvilket som helst job. Du lærer sandelig at formidle din viden til forskellige målgrupper, og det er en fornøjelse at opleve hvilken betydning kunst og kultur har blandt samfundets (mindre privilegerede) individer. 

Måske synes du at disse fordele lyder søgte og påtagede, men jobbet rummer virkelig mange goder. Hvor mange grineflip, øl, knus, komplimenter, smøger, drikkepenge, high fives, terningespil og rockklassikere består din arbejdsdag måske af? Det tænkte jeg nok. Kunsthistorikeren opfordrer hermed alle langtidsledige akademikere til at søge lignende arbejde, for er der noget man har brug for efter en længere periode på dagpenge, så er det netop ovennævnte ting. Desværre er det også nemt at glemme sine intellektuelle aspirationer i værtshusmiljøet, hvorfor der har været stendødt her på bloggen. Kunsthistorikeren har dog de bedste intentioner om at vende tilbage fra tågerne, følg med og se om det lykkes på www.kunsthistorikeren.dk. 

Kunstnernes Efterårsudstilling: fernisering, fletfallos og…fest… på Den Frie

Inger Sif Heeschen, Design-Arkæologiske studier, 2018. Heeschen har fået den sjove idé at fusionere antikkens formsprog med nutidige motiver, og det fungerer faktisk ret godt!

FORRIGE fredag kunne Den Frie Udstillingsbygning nok engang slå dørene op for kunstnernes årlige efterårsudstilling (KE), som traditionen tro viser et udsnit af kunstens upcoming wannabe’s. Et blandet udvalg af samtidskunstnere har klaret sig gennem den censurerede udstillings dovne nåleøje, og deres værker kan opleves resten af ugen. Denne reportage skulle selvfølgelig have været bragt for længst, men life happens og det har været svært at finde på noget konstruktivt at skrive. Kald mig bare en mavesur sadistisk snob med et karrieredødsønske…

Petrucha Sehested, Merging, 2018.

Branchens bagdør

Den Frie Udstillingsbygning har afholdt KE siden 1900. Udstillingen var oprindelig tænkt som en pendant til Charlottenborgs toneangivende Forårsudstilling (der har eksisteret et halvt århundredes tid længere), dog med den væsentlige forskel at Den Frie, som navnet antyder, er fri for forpligtelser overfor Akademiet. Og dermed også overfor kunsten.

Hedvig Skjerdingstad, movement of (re)beginnings, 2018.

Med andre ord behøver du ikke at være uddannet kunstner for at gøre dig bemærket hér, og således har landets ”amatørkunstnere” mulighed for at prøve deres talenter af på en anerkendt institution. Det kommer der hvert år nogle relativt forskellige og interessante udstillinger ud af, og i år er selvfølgelig ingen undtagelse. Men kan amatørkunstnere ikke være ligeså gode som uddannede kunstnere? Jo, det kan de godt, hvis deres kunst passer på DIN definition af hvad en god kunstner er.

Anna Seeberg Braun, Uden titel 7, 2018.

I kunstbranchens akademiske kredse ser man anderledes på det. Som Kunsthistorikerens gamle lektor sagde (efter at have udsendt branchens ledeste og mest sarkastiske blik) da en midaldrende kvindelig studerende (iført turban og ravperler på størrelse med knytnæver) fornærmet spurgte om de malerier hun lavede derhjemme så ikke var kunst!?: ”Nej, det tvivler jeg helt ærligt på. Kunstnere bliver uddannet på Akademiet.” Men på KE åbnes der hvert år et lille vindue for disse håbefulde sjæle, og det skal der selvfølelig kigges ind ad.

Katja Grinling, Uden titel, 2018.

Ryst posen!

De 29 antagede kunstnere har, med forskellige grader af originalitet og succes, alle bidraget med værker eller værkserier, som de udvalgte censorer har udvalgt til at blive vist på udstillingen. Panelet består af en række ditto originale og succesfulde kunstnere, som i år tæller Lea Guldditte Hestelund, Kristoffer Ørum, Jeannette Ehlers, Mathias Kryger og Kaspar Bonnen. Selvom censorpanelet skifter, lader det dog til at der foreligger et stramt udvælgelsesmanifest.

Luna Scales, Physical Status Report, 2018.

Udvalget af værktyper synes nemlig at være påfaldende éns fra år til år, og man får indtrykket af at der er stilles skrappe krav til fordelingen af maleri, skulptur, fotografi, performance, ready mades, video- og lydkunst. Dette er selvfølgelig ikke et problem i sig selv, det er jo fint at sikre en vis variation, hvis altså der er indhold til det. Resultatet er en nøje afstemt slikpose; der er lidt for enhver smag…men flest af de gule…

Øjebliksbillede fra taleseancen…

På denne festaften maste Kunsthistorikeren sig målrettet rundt mellem de mange besøgende i forsøget på at percipere udvalget. Undervejs hadede man lidt sig selv for ikke at have fulgt sit udmærkede råd fra sidste indlæg (https://kunsthistorikeren.dk/kunst-i-efteraarsferien-5-paa-stribe-bliv-derhjemme-og-ryg-en-pibe/), og valgt en anden dag til sit besøg. Traditionen tro kunne man heller ikke høre de mange taler. Konsekvensen blev at besøget udviklede sig til en creepy jagt på Dr. Martens-sko…

Da Kunsthistorikeren inden afgang ville iføre sig sine nedslidte Martens, blev hun stoppet af sin mand, der ikke mener at man kan være skoen bekendt. Derfor er det en stor fornøjelse at konstatere at den klodsede klassiker stadig er et hit (der taltes over 10 par på ferniseringsaftenen)!

Alle børnene var jævne, undtagen Mette Riise – hun var værd at vise!

Intet er som bekendt så skidt at det ikke er godt for noget, og der var faktisk et særdeles interessant bidrag på årets udstilling: den unge kunstnerinde Mette Riises tværmediale værkklynge How to Build an Artist Brand fra 2018. I dette installatoriske værk mimer Riise marketingverdenens medier, sprog og æstetik, komplet med videopræsentation, illustrerende figurer, mundtligt oplæg (performance) og tilhørende pjece – alt sammen holdt i skarpe linjer og en iskold marketingblå, der får os til at ryste af kulde.

Udsnit af Mette Riises How to Build an Artist Brand, 2018.

Indrømmet, Kunsthistorikeren har tidligere ernæret sig gennem marketing og muligvis er det derfra at sympatien stammer… Man oplever en åbenlys spænding, kynisme og sarkasme i dette værk (jubii), for findes der noget mere afskyeligt end tanken om kunstnere der forsøger at brande sig selv og deres kunst gennem brown nosing og taktisk selviscenesættelse? Kunsten og dens scene udvikler sig selvfølgelig hele tiden, og det er efterhånden mange årtier siden at man gav afkald på ideen om det autentiske, autonome kunstnergeni, men mon ikke mange af os i hemmelighed længes lidt efter det?

Mette Riise, How to Build an Artist Brand (The Hierarchy of Recognition), 2018.

Det får værket os i hvert fald til. Det minder én om at kunst ikke blot kommer fra hjertet i vore dage, men at den (ligesom alt andet) er underlagt et stringent økonomisk regime, der gennemsyrer dets væsen. Så kæmpe cadeau til Mette Riise for at lave et ambitiøst og originalt værk, der på mange måder rammer hovedet på sømmet og giver form til en problematik som vores samfund som helhed står overfor.

Vi kender vækstliderlighedens udtryk, vi kender det faktisk så godt at vi glemmer at stille spørgsmålstegn ved det i det daglige. Men ved at overføre det til et af de få felter, som vi stadig forbinder med et vist element af magi, autenticitet og sjæl, får Riise os til at stoppe op og tænke ”FNØJH” – og det er en bedrift der bør hyldes!

Mette Riise, How to Build an Artist Brand (Tutorial), 2018. Pjecen kan købes i skranken for den nette sum af 30 kr….

Kunstnernes Efterårsudstilling kan opleves på Den Frie Udstillingsbygning frem til d. 18. november (som sagt: et LILLE vindue), så skynd jer hvis I vil nå at se den. Se mere på https://ke-udstilling.dk.

Anders Clausen, Regarding the Pain of Others_1/_2/_3, 2018.

Kristina Nilsdotter, Kerstin ska rädda alla djuren – variation 2, Pärla, 2018.

Anne Dyhr, Steder & Tilstande, Psykiatrisk hospital Risskov DK, 2018. Respekt for at forsøge at formidle psykisk sygdom… Det kunne Frida Kahlo næsten ikke have gjort bedre!

JA/Kigge Mai Hvid/Sara Møllegaard Flyvbjerg, Colour, 2018.

Nat Bloch Gregersen, Swallowing Stones, 2018.

Linda Falkesgaard, Still Life 17, 2017.

Hanne Lange Houlberg, Thrown into Water, 2018.

Lærke Valum, Øjeblikke af, 2016.

Lærke Valum, Øjeblikke af, 2017.

Overgaden i overgear

Klichéerne stod trofast i kø da overlegne Overgaden inviterede til fernisering fredag d. 24. august. Kunstnerne Adam Christensen og Svend Danielsen har hver fået stillet en etage til rådighed i den smukke kunsthal, og det er der (ikke overraskende) kommet to mere eller mindre prætentiøse udstillinger ud af.

 Under linjen, Svend Danielsen (f. 1955)

Som kunsthistoriker burde Kunsthistorikeren kunne rumme og forsvare alle kunstscenens forskellige indfald – men på Overgaden gives der sommetider fortabt. I mødet med Svend Danielsens udstilling Under linjen kunne man selvfølgelig kaste sig ud i et forsvar af det abstrakte maleri, materialeundersøgelsen og den procesorienterede kunst, men da Kunsthistorikeren er sin egen boss, er dette heldigvis ikke nødvendigt.

Svend Danielsen

I stedet kan der berettes om en samling af malerier, der desværre bliver totalt intetsigende i ferniseringens inferno af gæster og sniksnak. Danielsens arbejder og metoder er ellers interessante og vedkommende nok, og gennem flere årtier har han været med til at sprænge kunstens konventionelle værkbegreber, materialer og metoder. Danielsen formår at kondensere fysiske erfaringer og mane dem frem på lærredet, og han forstår at administrere det abstrakte maleri,  samt at forvandle skrald til skulptur.

Svend Danielsen

Inspireret af kunsthistorien, sine omgivelser og hverdagens objekter, omsætter han disse konkrete og personlige indtryk til form og farve på lærredet. Hans værker rummer derfor små spor af betydning og figuration, som man (hvis der er fred og ro) kan fordybe sig i at afkode. Desværre var der ikke mulighed for den fordybende kontemplation som værkerne kræver, da ferniseringer jo gerne handler mere om at blive set, end selv at se. Publikum lod da også til at være mere optagede af mødet med hinanden, end af mødet med kunsten.

Svend Danielsen

Shitty Heartbreaker, Adam Christensen (f. 1979)

På overetagen er historien den samme. På papiret gør Adam Christensen alt det rigtige: han overskrider og nedbryder grænser, han skaber relationer, undersøger, bearbejder, fragmenterer, engagerer og udvikler sit narrativ i ”et opløst rum af virkelighed og fiktion”. Han præsenterer en bred alsidighed i sit valg af materialer, der spænder over tekstilarbejder og video, til overheadprojektion, readymades og performance, og således kan der sættes kryds ved alt på den postmoderne tjekliste.

Adam Christensen

Ved hjælp af billeder, tekst og lyd leger Christensen med biografiske fortællinger og kønsidentiteter, og hans performative bidrag bliver løbende indlemmet i udstillingen, der dermed ændrer form og karakter. Som prikken over i’et performer han da også på ferniseringsaftenen (in drag, selvfølgelig), men her går det imidlertid helt galt. Efter uger med Pride er man blevet så vant til stemte s’er og mænd i g-streng, at Christensens forsøg på at…provokere?mest af alt bare virker som en småborgerlig gentagelse.

Adam Christensen

Under sin performance optræder Christensen med lyrik der mest af alt lyder som en Lou Reed sang, hvor man har byttet ”New York” ud med ”Berlin”. Poesien er overlæsset med navnene på alle de stoffer, bandeord og seksuelle ekspliciteter som kunstneren har kunnet navngive, men sådan en opførsel er naboen Christiania altså meget bedre til at levere. Prøv bare at stille dig på Pusher Street og lyt – now we’re talking!

Adam Christensen performer…

Undskyld, Dan

Kunsthistorikeren fortryder næsten den kritik som sagesløse Dan Jørgensen blev udsat for i sidste måned (https://kunsthistorikeren.dk/doedsfald-paa-charlottenborg/), for nogle gange fatter man bare ikke pointen – og det er ok. Og her skal man virkelig bide sig selv i tungen for ikke at udbryde de forjættede ord: ”det kunne jeg også have lavet!”

Svend Danielsen

Det kunne vi måske, men vi gjorde det ikke. Det gjorde Svend Danielsen og Adam Christensen til gengæld, og det skal de have både ære, tak og betaling for. Desuden rummer værkerne også muligheden for fordybelse og refleksion over kunstmediet, narration og identitet, men det kræver som sagt tid og ro at nå dertil. Kunsthistorikeren vender i hvert tilbage en dag hvor festlighederne har lagt sig.

Adam Christensen

Tag selv en tur på Overgaden og se hvad du synes. Begge udstillinger kan opleves frem til den 21. oktober, og du kan læse mere udstillinger og arrangementer på www.overgaden.org.

Svend Danielsen.

Adam Christensen

Svend Danielsen

Adam Christensen

Samtidskunsten indtager Refshaleøen: Copenhagen Contemporary’s Grand (Re)Opening

Torsdag den 28. juni 2018 kunne den selvejende kunstinstitution Copenhagen Contemporary (CC) endelig byde velkommen i deres nye, gigantiske lokaler på Refshaleøen. B&W’s gamle svejsehal udgør en rå og rummelig ramme for de kæmpeformater, der efterhånden er blevet CC’s varemærke. De aktuelle udstillinger med Superflex og Doug Aitken fortsætter traditionen, og der er endnu engang lagt op til monumental sjov, når vi slippes løs i de store installationer.

Fernisering, fermentering og fest
Kunsthistorikeren besluttede, efter megen tøven og Tuborg, at liste ud og deltage i begivenhederne, for at samle stof til sit første indlæg. Åbningen blev fejret efter alle kunstens regler. Efter en lang rejse kunne gæsterne fornøje sig med alt fra musik og taler, til madboder, drinks…og nå ja, kunst. Arrangementet blev velsignet med det smukkeste sommervejr i mands minde, hvilket desværre resulterede i en ram stank over Refshaleøen (og i en ufrivillig, sarkastisk kommentar til det hipster-paradis som Københavns kajområder har udviklet sig til).

Copenhagen Contemporary lejer B&W’s tidligere svejsehaller, hvilket giver dem 7000 m2 at boltre sig på.

Heldigvis skulle der mere end lidt råddent tang til at kue de glade besøgende, der myldrede rundt i alle aldre og afskygninger. Der var fest overalt, undtagen i udstillingshallerne hvor drikkevarer forståeligt nok var forment adgang. Her koncentrerede man sig til gengæld om de engagerende værker, og udstillingerne havde særligt godt fat i den yngre generation, der i bogstaveligste forstand gik om bord i værkerne med liv og sjæl.

Superflex sætter sving i fællesskabet med One Two Three Swing!
I de første to udstillingshaller har (altid fællesskabsorienterede) Superflex spillet op til leg med One Two Three Swing!, der efter sigende spiller på styrken i legen og i de fælleskaber og energier den kan skabe. Udstillingens første rum er forsynet med en stedspecifik installation, der består af en masse tremandsgynger, forbundet af en mængde Superflex-orange rør. Her inviteres vi til at gynge sammen, i håb om at vi således kan bryde med den politiske apati der forpester kloden og vores samfund. Yes. Kunsthistorikeren sprang over.

Superflexs gynger var især et hit blandt det yngre publikum.

I det andet rum hænger hvad der ligner en gigantisk Pinball-kugle ned fra loftet og svinger som et kæmpe pendul. Under pendulet ligger en klase beskuere og får sig én på opleveren. Kuglens spejling er nemlig ret fascinerende at iagttage nedefra, og der lyder en klukkende latter fra gulvet (og fra gyngehallen). Gulvet er belagt med et farvestrålende væg-til-væg-tæppe, der udover at være et syn i sig selv, inviterer os til at smide os på gulvet og nyde værket.

Den pendulerende, polerede kugle og det bløde tæppe tryllebandt publikum.

Doug Aitkens omfavner dig med videoværket SONG 1
I den tredje hal kan man opleve Doug Aitkens ambitiøse videoværk SONG 1, der vises på en cirkulær skærm. Beskueren inddrages i en nærmest hypnotisk filmmontage, der viser forskellige scener fra nutidige bymiljøer og samfund.

Doug Aitkens værk Song1 indkapslede publikum i en iglo af billede og lyd.

Lydsporet udgøres af klassikeren ‘I Only Have Eyes For You’, der fortolkes af forskellige Hollywood-skuespillere og sangere. Den cirkulære form betyder at skærmen ikke kan opleves i sin helhed, og man er derfor nødt til at træde ind i cirklen for at få det hele med. I en form for fælles hypnose kryber folk sammen i skærmigloen, og det skaber et spøjst, intimt rum – lidt for intimt til kunsthistorikeren, der holdt sig på behørig afstand

Kunst for hele familien (og de modige enspændere)
Værkerne har hver især en konceptuel og æstetisk dimension, og kan sagtens nydes uden den store, bagvedliggende fortælling om menneskelig interaktion og erfaring. Her kan hele familien være med, og den overskuelige udstilling er en oplagt mulighed for at lokke ungerne ind i kunstens verden, hvis man da synes at de hører til dér. Det så i hvert fald ud til at kunstverdenen blev beriget med en masse nye, små aktører, der både skabte liv og glade dage og satte gang i værkerne som det var tiltænkt.

Den lille museumsbutik byder på alt fra kunsthåndværk til spændende litteratur.

Alt i alt må man sige at aftenens arrangement og det nye CC’s første udstillingssæt handlede om fællesskab og møder. Så er man en jeg-svag person med en snæver intimsfære, anbefales det at være i selskab med en ven for at få det fulde udbytte. Kunsthistorikeren var desværre alene og sneg sig rundt som en anden voyeur, men det var alligevel værd at komme en tur til Refshaleøen og se de nye, imponerende lokaler, der leder tankerne hen på steder som Tate Modern i London, MoMA PS1 i New York og Palais de Tokyo i Paris som CC lader sig inspirere af.

Dejligt sted, dejlig dag. CC er i gang igen, Kunsthistorikeren er i gang igen! Måske jeg skulle sende dem en uopfordret ansøgning, igen? Du kan gynge på  Refshalevej 173A året ud, da begge udstillinger løber frem til den 30. december 2018 – SWIIING!

Læs mere på www.cphco.org