Kunst i efterårsferien: 5 på stribe (bliv derhjemme og ryg en pibe)

Der er som altid masser af fede kunstaktiviteter i efterårsferien…hvis du altså har børn!

Efter en inaktiv periode er der endelig nyt fra Kunsthistorikeren. Eller, Kunsthistorikeren er såmænd stadig inaktiv, men nu får du i det mindste et par forslag til kunst og aktiviteter, som du selv kan tage ud og opleve i efterårsferien (hvis du da er så heldig at have sådan én).

Modsat Kunsthistorikeren står kunstverdenen aldrig stille, og der sker selvfølgelig en masse her i skolernes efterårsferie, og meget af det der sker er selvfølgelig for børn. Overordnet set står efterårsferiens kunstbegivenheder i familiens tegn, og er man så heldig at have sådan én, er der mange (påfaldende identiske) muligheder for at hygge sig med de små, lette sin samvittighed og nyde nogle interessante kunstoplevelser i anden potens.

Selvom efterårsferien så småt er ved at gå på hæld, er der stadig rig mulighed for at deltage i museernes familievenlige ferieaktiviteter. Kunsthistorikeren bringer hermed lidt inspiration til de sidste feriedage: så grib jeres wunderkids og tag ud og forpest museerne! De barnløse kan med fordel bruge artiklen som inspirationen til kunstoplevelser på den anden side af ferien…

Glyptoteket: børneværksted og finurlige familieaktiviteter
”Tag familien med til sjove og finurlige aktiviteter i efterårsferien på Glyptoteket”, skriver Glyptoteket. Foruden at opleve den nyåbnede særudstilling Odilon Redon. Into the Dream , kan I også besøge børneværkstedet, hvor man lokker med alt fra musik til mikrober og luftballoner.

Glyptoteket er ikke ligefrem kendt for at være et børnevenligt sted…men når efterårsferien står for døren, prøver de virkelig på at være det!

Børneværskted
På baggrund af Redons drømmende univers, der er beboet af særprægede væsener som kykloper, smilende mikrober og luftballoner med ansigter, opfordres børnene at undersøge mikrober i mikroskoper for derefter at tegne de videnskabelige opdagelser, samt at kreere deres egen luftballon – alt sammen til tonerne af Redons yndlingsmusik! 

Og alt det andet
Hvis du ellers kan løsrive dine børn fra Redon-workshoppen, inviterer Glyptoteket jer dog også til at gå på opdagelse i de mange andre udstillinger, samt i deres legendariske vinterhave og café (dér hvor Blomsterberg launchede sin kagekarriere i sin tid). Og hvem ved, måske synes ungerne at det er mere spændende at se noget så sjældent som en mumie og en croissant?

I alle tilfælde bør udstillingerne og museet ikke betragtes som sekundære størrelser. Museernes efterårsferieaktiviteter er hvad de er (et nødvendigt onde), så hvis du ønsker at fordybe dig i selve kunsten, arkitekturen eller dit barn, kan du ligesågodt gemme oplevelsen til en anden dag.

Glyptotekets vinterhave er altid et besøg værd! Og det behøver ikke lige at være i efterårsferien…

Praktisk information
Workshoppen afholdes hver dag i efterårsferien, børneværkstedet har åbent i dagene 13.-21. oktober fra kl. 12-15 og koster 20 kr. pr. barn.

Se mere på www.glyptoteket.com

SMK: Børnenes Værksted og Familieture med oplæsning
Statens Museum for Kunst er naturligvis også orienteret om konkurrenternes fantasifulde aktiviteter, så de disker selvfølgelig også op med børneværksted og familievenlige arrangementer.

Statens Museum for Kunst – Danmarks nationalgalleri – er nødt til at følge tidens trend…og den dikterer børneværksted i efterårsferien!

Børnenes værksted
På SMK’s børneværksted, som man har givet undertitlen ”Hvad kigger de på?”, koncentrerer man sig om at producere skulpturer med store øjne og billeder af mennesker der har fået øje på noget. Det er så at sige det overraskede udtryk som man interesserer sig for, og museet stiller både ler, pap, limpistoler, maling og huskunstnere til rådighed. Den lader vi lige stå et øjeblik.

“Hvad kigger de på?” Nuttet pige udfolder sig i SMK’s børneværksted, hvor man har valgt at annvende stirrende/overraskede mennesker som motiv…

Familieture med oplæsning
Man kan også deltage i SMK’s Familieture med oplæsning, og høre Kim Fupz Aakesons nye historie Men størst af alt; en fantastisk fortælling om Fanden og hans oldemor, om hvepse, sladder, ensomhed og kærlighed. Forfatteren har ladet sig inspirere af konkrete værker på museet, og undervejs i forløbet sættes der (i fællesskab) et fortælletæppe op foran værkerne, mens historien bliver læst højt. Den lader vi sgu også lige stå et øjeblik.

Tag med på Familieture med oplæsning hvor du kan høre Kim Fupz Aakesons fantastiske fortælling om Fanden og hans oldemor. Her ses fortælletæppet, der er en central del af begivenheden…

Praktisk information (og udstillinger)
Børneværkstedet har åbent d. 18.-21- oktober (og igen d. 27.-28. oktober), alle dage fra kl. 11:30-16:30. Oplæsningerne finder sted i dagene fra d. 18.-21. oktober (fra kl. 12:00-12:45, og igen fra kl. 13:00-13:45). I efterårsferien får du også et gratis eksemplar af historien med hjem, når du køber din billet!

Børn i ro på fortælletæppet…

Igen  kan du selvfølgelig også benytte dig af muligheden for at se den faste udstilling, eller nogle af de vanvittigt interessante særudstillinger (seriøst!), fx Danh Vo – Take My Breath Away (der løber frem til 2. December 2018) og Joachim Koesters Patterns, Shimmers, Scenes (der løber frem til 3. februar 2019). Men igen, det kan du jo også gøre i en anden uge…

Se mere på www.smk.dk

Den Hirschsprungske Samling: Børneworkshop!
”Tag familien med til spændende aktiviteter i efterårsferien på museet”, lokkes der. Og nu tror du måske at det er løgn, men i efterårsferien har Den Hirschsprungske Samling valgt at etablere et børneværksted.

Den iskolde Hirschsprungske Samling prøver også at generere en smule varme i efterårsferien…

Børneworkshop
Her får ungerne mulighed for at tegne med billedkunstneren Laura Elaine Guiseppi, der udforsker og eksperimenterer med forskellige teknikker inden for tegning. Det hele starter med en inspirationsjagt i særudstillingen Michael Ancher og KVINDERNE FRA SKAGEN, hvor kunstnerparret Michael og Anna Anchers gamle teknikker undersøges nærmere.

“Nøøj, det’ for børn!”. Det er tanken der tæller…

Herefter går turen til workshoppen (der finder sted i samlingens sale blandt inspirerende kunstværker) og her får børnene mulighed for at lave deres egne papirværker til indramning og hjembringelse. Der bliver arbejdet i så forskellige materialer som blyant, farveblyant og pastelkridt – så der er al mulig grund til at glæde sig!

Hvis børnene ikke kan få nok af tegninger, kan I også smutte ind og se særudstillingen “Tegnede fortællinger. J.Th. Lundbye” – de vil elske det!

Praktisk information (og udstillinger)
Som en ekstra bonus har du også mulighed for at opleve den permanente samling og de tre aktuelle særudstillinger: Michael Ancher og kvinderne fra Skagen, Forført af farver – Pasteller fra Anna Ancher til P.S. Krøyer og Tegnede fortællinger. J. Th. Lundbye (alle særudstillinger løber frem til d. 13. Januar 2019).

Se mere på www.hirschsprung.dk

Cisternerne: Jeppe Hein (og den store efterårsjagt)
Hvis du ikke allerede har haft fornøjelsen af at gå rundt i Cisternernes klamme, underjordiske labyrinter, har du nu endnu en mulighed for det.

Cisternernes dunkle, underjodiske arkitektur er altid et besøg værd! Men igen behøver besøget ikke at foregå i den travle efterårsferie…

JEPPE HEIN: IN IS THE ONLY WAY OUT
I disse dage kan du opleve udstillingen JEPPE HEIN: IN IS THE ONLY WAY OUT, der inviterer dig med på en rejse i Cisternernes labyrintiske søjlegange. Her må man først må forcere mørket for at nå lyset. IN IS THE ONLY WAY OUT er Heins hidtil største udstilling i Hovedstaden, og hvis du ikke allerede er bekendt med den relationelle æstetiks danske mester, så har du nu en enestående mulighed for at blive det.

Udsnit fra udstillingen JEPPE HEIN: IN IS THE ONLY WAY OUT.

Den store efterårsjagt
Cisternerne snyder dig selvfølgelig ikke for efterårsferiens lumre løfter om børne- og familievenlige aktiviteter: frem til fredag d. 19. oktober kan du nemlig deltage i familieudfordringen ”Den store efterårsjagt” (fra kl. 11-16). Frederiksbergmuseernes fem dyr (?) har lagt spor ud og tegnet et kort over parkerne, og de udfordrer jer til at finde frem til dem.

Kun ved at gå på opdagelse på museerne, kan man finde frem til dyrene. Finder I dyrene og deres navne, samler I klistermærker og dele til at bygge jeres egne små versioner af dyrene. Ruten ender på Bakkehuset, hvor jagten kulminerer ved workshop-bordet til den sidste udfordring: at samle, bygge og dekorere jeres egen personlige uro – enjoy!

Praktisk information
JEPPE HEIN: IN IS THE ONLY WAY OUT kan opleves frem til d. 30. november 2018, og du kan deltage i den store efterårsjagt frem til d. 19. oktober 2018 (fra kl. 11-16).

Læs mere på www.cisternerne.dk

ARKEN: Familiesøndag og efterårsferieworkshop (for børn!)
Sidst men ikke mindst, er der jo også mulighed for at bevæge sig lidt væk fra København og besøge ARKEN i denne efterårsferie. Her venter der minsandten også børneworkshop og farvestrålende oplevelser (som du ligeså godt kan opleve på et senere tidspunkt).

ARKEN er altid en rejse værd. De formår at skaffe mange af de gode sager, men hvis du virkelig vil nyde dem – så spring efterårsferien over!

Særudstillinger med de tunge drenge
I dette efterår lukker ARKEN dørene op for nogle særdeles spændende særudstillinger, der hver især kan siges at have farven og et psykologisk perspektiv til fælles. Vincent van Gogh, J.F. Willumsen – Farver & Striber og Ugo Rondinone – Ensomhedens sprog er alle udstillinger med kunstnere der, udover at være store kanoner, alle er velsignede med en imponerende palet og en sund interesse for det menneskelige.

Udsnit fra Ugo Rondinone – Ensomhedens sprog.

Meget godt kan siges om ARKEN og de aktuelle udstillinger, men nu handler denne artikel jo om efterårsferiens aktivitetstilbud, og her er museet selvfølgelig også med på noderne: Familiesøndag og Efterårsferieworkshop!

Efterårsferieworkshop (for børn!)
På workshoppen “KREATIV” kan børnene (og deres voksne) gå i dybden med J.F. Willumsen. Med afsæt i særudstillingen er der mulighed for at arbejde kreativt med Willumsens famøse selviscenesættelsestrang, samt hans billedserier og anvendelse af populærkultur. En underviser går med jer på opdagelse i udstillingen, hvorefter børnene selv skal sammensætte deres egen Willumsen-fortælling som en tegneseriestribe, OG kreere et Willumsen-billedmix anno 2018 (baseret på hans storværk Kongesønnens bryllup).

J.F. Willumsen, Kongesønnens bryllup. Værket er som skabt til at vække børns fantasi…

Familiesøndag
Familiesøndag går ud på at skrive breve og dekorere dem med illustrationer, som van Gogh gjorde det. Selvom han ikke blev så gammel, skrev han over 800 breve hvoraf mange var dekorerede med tegninger, illustrationer og værkbeskrivelser. Børnene skal, med hjælp fra en underviser, selv skrive breve og pynte dem med illustrationer og motiver der er inspireret af van Goghs vibrerende farver og ekspressive udtryk (tsk, som om). ARKEN anbefaler dog man ser Van Gogh-udstillingen først…

På ARKEN får du endelig mulighed for at finde ud af hvordan dine børn egentlig perciperer og fortolker van Gogh’s brevstil!

Praktisk information
Der er efterårsferieworkshop tirsdag-lørdag i uge 42 fra kl. 14.30-16.30, tilmeldingen koster 30 kr. pr. barn, og foregår via: undervisning@arken.dk. ARKEN’s Familiesøndag foregår søndag d. 21. oktober i værkstedet KREATIV fra kl. 11-16, det er gratis at deltage når entréen er betalt og tilmelding er ikke nødvendig.

Læs mere på www.arken.dk

 

Take a trip, bitch! Kvindernes surrealisme på GL STRAND

Kvindernes surrealisme er – også- et relativt overset kapitel i kunsthistorien, men det råder Kunstforeningen GL STRAND nu bod på ved at vise et unikt og imponerende udsnit af surrealisterne Franciska Clausen, Rita Kernn-Larsen og Elsa Thoresens vanvittige værker. Kunsthistorikeren kikkede forbi på den første udstillingsdag lørdag 15. September, og trods den (obligatoriske) kølige modtagelse, var udstillingen hot! Meget svær at kritisere, skulle det vise sig…

Surrealismens skjulte skatte

Siden sit indtog i første halvdel af det 20. århundrede, har surrealismen været en yndet ideologi og kunstart, som både kunstnere og fans har mæsket sig utrætteligt i. Surrealismens syrede charlataner (der blandt andre tæller internationale skikkelser som Salvador Dali, René Magritte og Marx Ernst) hyldes stadig ivrigt på museer og i plakatbutikker verden over, og der er intet der tyder på at genren trættes af den vedvarende eksponering – tværtimod.

Franciska Clausen, De kolde skuldres land, 1932.

I skyggen af de flamboyante herrer finder vi deres kvindelige sidestykker, der bestemt ikke begrænser sig til Frida Kahlo. Faktisk har Danmark avlet nogle ansete kvindelige surrealister, der rullede ærmerne op og skabte sig en plads på den internationale kunstscene i 1920’erne og 30’ernes kulturelle virvar.  Desværre gik denne bedrift i glemmebogen, men det er heldigvis slut nu.

Udsnit fra udstillingen. Udstillingens kuratering underbygger værkernes forbindelser og sammenhænge, og væggenes farver er virkelig med til at fremhæve værkerne.

Kvindernes surrealisme viser de tre (nordiske) kvinders værker side om side, og således får vi serveret et overblik over de surrealistiske farver, former og motiver, som disse modige kvinder har bidraget med. Flere af værkerne har aldrig været udstillet før, og mange har levet deres liv i private hjem og samlinger, så det er på alle måder en enestående udstilling, som vi hér er vidner til.

Rita Kernn-Larsen, Searching for the Moon, 1936-37.

(Fantasiens) verden er lille

Når det så er sagt, så skal det også siges at det faktisk lader til at være ret begrænset hvad disse kvinder har haft af enestående tricks i deres opsmøgede ærmer. Værkerne er, ikke overraskende, ikke overraskende, og det er tydeligt at disse damer har siddet til bords med deres mandlige kollegaer. Og de har vist også drukket af den samme absintflaske.

Totalt Picasso rip-off… Rita Kernn-Larsen, De blå piger, 1934.

Surrealismens motiver udgøres gerne af hyperrealistiske, drømmeagtige scenarier og landskaber, som vi for eksempel kender det fra Dalis mærkværdige kompositioner. Det er pudsigt ved surrealismen, at så mange så syrede kunstnere har haft så identisk formsprog og motivverden. Altså, man skulle ligesom tro at det surrealle, det overnaturlige og fantastiske, rummede andet og mere end antropomorfe træer, piber og roser? Måske har de populære herrer i virkeligheden gået og snuppet motiver fra kvindelige kunstnere? Vi ved det ikke, men det er i hvert fald påfaldende så ens surrealismens åbenbaringer synes at være.

Rita Kernn-Larsen, An attendant, 1939. Det kunne Dali sgu ikke have gjort bedre…

Når DET så er sagt, så skal det siges at det selvfølgelig også er utroligt interessant at se hvordan kvinderne har været inspireret af, og forbundet til, tidens internationale strømninger. Udstillingen byder således på et gensyn med flere af modernismens nybrud, som foruden surrealismen også indbefatter genrer som kubismen og ekspressionismen. Kvinderne lader da også til at have en vis forkærlighed for mere feminine motiver og symboler, og værkernes protagonister er ofte kvinder (hvilket i øvrigt også gjaldt hos mændene).

Elsa Thoresens streg er lidt atypisk for surrealismen, idet den er mere malerisk og udflydende. Her ses to af hendes kompositioner med kvinder som motiv.

Farvestrålende forbindelser

De tre kvinder, Franciska Clausen, Rita Kernn-Larsen og Elsa Thoresens, er alle eksempler på kvindelige kunstnere, der på flere planer har turdet løsrive sig fra deres samtids gængse forventninger til kvinder. De søgte mod Europas internationale, mandsdominerede kunstnernetværk, og studerede under store kunstnere som Fernand Léger i Paris (hvilket både Franciska Clausen og Rita Kernn-Larsen gjorde).

Franciska Clausen, Abstrakt komposition, 1929 (x2).

Foruden deres internationale netværk og mandlige bekendtskaber, havde de også en tæt forbindelse til hinanden hjemme i København, hvor Franciska Clausen og Rita Kernn-Larsen ender efter en økonomisk deroute. I 1930’erne samles de omkring den danske surrealismegruppe, anført af maleren Vilhelm Bjerke-Petersen som Elsa Thoresen dannede par med, og som hjalp damerne med at holde fast i et internationalt netværk.

Franciska Clausen, Piberne, 1929.

Den danske surrealisme peaker da Bjerke-Petersen inviterer en gruppe internationale surrealister til København i 1935, og Den Frie Udstillingsbygning tager sig den frihed at bringe den skelsættende udstilling kubisme = surrealisme. På denne udstilling udstiller både Clausen og Kernn-Larsen side om side med legender som Yves Tanguy, Man Ray, Magritte og Dali, hvilket var så stort som det kunne blive.

Elsa Thoresen, Klassisk landskab, 1937. Vi går ud fra at landskabet er klassisk i den forstand at det er taget direkte fra den store Dali…

Få år efter forduftede deres interesse for surrealismen og den internationale kunstscene (og vice versa), og trods deres store anerkendelse gik de efterhånden i glemmebogen, som så mange kvinder før dem. GL STRAND har derfor arrangeret et kæmpe gensyn med disse dejlige damer, og udstillingen skal nok genoplive interessen for deres kunst (eller måske bare skabe den til at starte med).

Elsa Thoresen, Stenenes mirakel, 1944. Lige til væggen derhjemme…

Hvad enten du kender noget til damerne eller ej, er det bestemt en fornøjelse at gå på opdagelse i de mange værker, for er vi ikke alle sammen suckers for surrealismens farvestrålende perversiteter? Udstillingen vises frem til 20. januar 2019, hvorefter den rykker videre til MSJ – Kunstmuseet i Tønder, hvor den kan opleves fra d. 2. februar til d. 2. juni 2019. Se mere på www.glstrand.dk.

Eksempler på tegninger af Franciska Clausen.
Udsnit fra GL STRAND’s smukke lokaler…
Franciska Clausen, Fisken (Désir de grossesse), 1926.
Franciska Clausen, Skruen, 1926-28.
Franciska Clausen, Radioaktiv egn, 1960.
Franciska Clausen, Psykogram (Symbolerne), 1929-34.
Rita Kernn-Larsen, Opstilling, udateret.

Fra asken til ilden: HuskMitNavn på Nikolaj Kunsthal

Den forhenværende graffitirebel vil trods alt gerne huskes for andet end sit navn, og dette efterår kan du opleve hans soloudstilling TEGN i Nikolaj Kunsthals sakrale kirkerum. Her giver han den som formningslærer i det nedre galleri, og blandt børn og orgelrør glemmer vi hurtigt at han engang var street. Graffitikunstneren har for længst skabt sig et navn i de højere kunstkredse, og hans bedårende og humoristiske figurer nyder stor anerkendelse uden for undergrundsmiljøet.

Alle er velkomne på udstillingen TEGN!

TEGN!

Efter at have kæmpet sig igennem den imponerende kø på ferniseringsdagen, stod det hurtigt klart at udstillingen er endnu en af den slags, som kræver vores deltagelse for at blive fuldbyrdet – i dette tilfælde skal der tegnes. Rundt omkring i salen har kunstneren ophængt tavler og opstillet tegneborde, og dette workshop-præg er så at sige udstillingens altoverskyggende præmis.

Når man først kommer i gang…vi kender det allesammen.

Som beskuere får vi både mulighed for at tegne med kridt på tavlerne (ganske som i folkeskolen), og farvelægge HuskMitNavn-skabeloner (ganske som i børnehaven), og det er der faktisk et relativt stort antal besøgende der gør. Aldrig har HuskMitNavn haft så mange partners in crime, og med vores folkelige deltagelse er vi ligesom med til at genoprette kunstnerens uskyld.

Dette nuttede næsehorn skammer sig over at have malet på væggen…det lader det også til at HuskMitNavn gør.

For der findes vel næppe noget mere harmløst og skyldsudslettende end en flok farveladeglade kulturmennesker i et kirkerum? Kontrasten er interessant, og kunstneren har da også spillet på sin forgangne praksis’ ulovlige element: udstillingen er nemlig spækket med tegninger af politibetjente, og tavlerne skal forestille ulovlige lærreder i form af togvogne og guldindrammede malerier.

Fuck the police…

Geni eller sell out?

Til udstilling har ham med navnet skabt en imponerende mængde stedsspecifikke malerier som han, heelt tro mod stilen, har ladet opføre på kirkens vægge. Altså ikke på væggene, men på de hvidmalede plader som der var blevet opsat til lejligheden. Vi kender også HuskMitNavn for hans underholdende papirarbejder, hvor tegning og folder går op i en højere enhed og skaber små løjerlige fortællinger, men bedrøveligt nok var papirfiflerierne kun gengivet som fotografier på nogle plancher.

Desværre må vi nøjes med repræsentationer af de løjerlige papirkunster.

 

 

 

 

I det hele taget er det totale fravær af tidsfølge, autenticitet, og kriminalitet, med til at give udstillingen et dekoreret og institutionelt præg. Kunsthistorikerens tanker faldt (helt ufrivilligt) på barndommens Alfons Åberg-filmvisninger på biblioteket, på hospitaler, på venteværelser og fritidshjem – havde det ikke være for de gyldne ferniseringsdråber, kunne man godt have fået et angstanfald.

Et øjebliksbillede fra biografen…

Udstillingen er på sin vis både smuk, underholdende og opløftende, men det hele bliver sgu så offentligt. Det er altid interessant når undergrundens blomster bryder igennem systemets asfalt, men for kunstneren er gennembruddet ofte forbundet med et indlejret paradoks, for hvilket lag tilhører man så? På denne udstilling topper kommercialiseringen af undergrundskulturen ude i museumsbutikken, hvor der sælges et udvalg af HuskMitNavn print.

Kunst og kirkerum udligner ligesom hinanden.

Udstillingen vil formentlig være et rigtigt efterårsferiehit for hele familien, hvis Nikolaj Kunsthal ellers kan følge trop med forbruget af kridt, farver og skabeloner i den populære museumsuge. Hvis denne tanke giver dig koldsved, kan du også bare smutte ind og se den i en anden uge, inden udstillingen slutter d. 6. januar 2019.

Gulvet klarede heller ikke frisag…

Læs mere om Nikolaj Kunsthal, udstillinger og events på https://www.nikolajkunsthal.dk/da.

Kunsthistorikeren bidrog uheldigvis også…

BLOX: New Block on the Block!

– en hed dag på Dansk Arkitektur Center

I den forgangne uge besluttede Kunsthistorikeren sig for at se nærmere på Christians Brygges sidste skud på glasstammen: bygningen BLOX. I denne mastodont af en bygning finder vi Dansk Arkitektur Center (DAC), der siden åbningen i maj har forsøgt at engagere befolkningen i arkitekturens glæder. Denne opgave er ikke ligefrem let på en københavnsk sommerdag, hvor byen undtagelsesvis lokker med sit udeliv. Dog viste BLOX sig at være et godt sted at tilbringe en varm solskinsdag i juli.

BLOX sprænger de konventionelle rammer med sin inspirerende arkitektur, her ses for eksempel en smuk legeplads.

En by i byen

Det skal indrømmes at Kunsthistorikeren kun sjældent forvilder sig ned på Christians Brygge, som regel følges områdets aktiviteter fra cykelture over Langebro, og derfor var det noget af en overraskelse at opleve BLOX tæt på. Bygningen er lokeret ved siden af en anden velkendt kulturklods, Den Sorte Diamant, og disse dominerende tvillinger har nu monopoliseret denne fløj af bryggen.

DAC har indlagt masser af pusterum i bygningen. I dette rum kan man gakke lidt ud og vinke til sine venner ovre i Diamanten.

DAC beskriver BLOX som en pulserende by i sig selv. En by i byen. Bygningen rummer både udstillinger, kontorer, private lejligheder, restauranter og et fitnesscenter, altså alt hvad et københavnerhjerte måtte begære. Trods landsbydød og ghettodannelse har arkitekturen endnu ikke forkastet storcentermodellen, og i BLOX kan hele livet leves uden kontakt til omverdenen, præcis som vi kender det fra andre ghettoer.

BLOX udvisker grænserne mellem inde og ude, oppe og nede, offentligt og privat.

”Her møder du skoleklassen, direktøren og den japanske turist”, står der i introduktionsmaterialet – men hvem fanden gider egentlig at møde dem? Hvem du ikke møder er fattige, almindelige, skøre, jævne mennesker; der må du en tur over broen til Christiania (som i øvrigt er de retmæssige brugere af slogannet ”En by i byen”).

En blæret bygning

Nu hvor kritikken er på plads, skal vi ikke glemme at rose. BLOX er en vanvittig bygning. Modsat sin dystre tvilling er den præget af en snørklet åbenhed, der inviterer den besøgende til at udforske de mange afkroge, som rummer masser af arkitektoniske overraskelser og fine detaljer. Da bygningen er ny står den selvfølgelig knivskarpt, og det er på alle måder en lækker oplevelse at gå omkring.

DACs udstillingsareal spreder sig over flere etager. I det gyldne galleri finder vi Olafur Eliassons værk Multiple shadow house.

Bygningen er på én gang overkommelig og total uhåndgribelig, Vi bevæger os frit mellem inde og ude, oppe og nede, og vores opmærksomhed henledes hele tiden mod et nyt punkt. Begejstringen kulminerer i mødet med en af byens mest blærede tagterrasser, hvor man kan få sig en let anretning og en forfriskning i solen (7-9-13), mens man nyder synet af Københavns smukke…skyline.

En billet til DAC giver dig også adgang til en midlertidig plads i himlen.

Tagterrassen er faktisk et besøg værd i sig selv, og med en entre-pris på 110 kr. kan det være en god idé at koordinere besøget med vejrguderne først. Bygningens øvrige faciliteter såsom legeplads, café og restaurant trives også bedst i sommervejr, så det kan godt betale sig at ofre en stranddag for besøget.

Welcome Home: På opdagelse i danskernes bolighistorie

En både informativ og dekorativ tidslinje tager os med på en rejse gennem danskernes bolighistorie fra 1850 til i dag.

Hjemmet udgør rammen og temaet for den første udstilling i DACs nye liebhaverhjem. Welcome home kaster både et historisk blik på vores boliger gennem tiderne, og på de aktuelle udfordringer som arkitekturen står overfor i dag. En informativ tidslinje fører os gennem Københavns boligudvikling fra 1850 til i dag, og collagen fremhæver de historiske nybrud der har været med til at forme vores boligadfærd, fra industrialisering og verdenskrige til megacities og klimakriser.

Udsnit af tidslinjen. Her ses den legendariske danske arkitekt og byplanlægger Jan Gehl.

Efter den flotte præsentation af historiens glatte gang, er vi klar til at gå på opdagelse i femtidens boliger. Vi bliver heldigvis ikke snydt for de obligatoriske modelhuse, der vel vækker en barnlig glæde hos de fleste. Udstillingen eksperimenterer også med mere moderne, interaktive formidlingsgreb (heldigvis ikke for mange), og således får vi blandt andet mulighed for at engagere os gennem virtual reality og finde vores drømmebolig ved hjælp af en digital-test-tur gennem udstillingen.

Venligbolig Plus. Skala 1:25. Arkitekt: ONV Arkitekter, 2+1 Idébureau.      Arkitekturmodeller er altid et effektivt virkemiddel, og alle elsker dem.

Fremtiden byder på færre kvadratmeter og mere offentlighed. Den blandede by, menneskets by, hyldes som ideal; men som det ofte er tilfældet med arkitekturens idealer, er der langt fra Københavns virkelighed til tegnestuens Utopia. Fremtiden er på trapperne, men indtil da må vi altså nøjes med glaspaladser, vindtunneler og ubetalelig ”birdshit architecture”, som den berømte byplanlægger Jan Gehl så smukt kalder den menneskefornægtende arkitektur, der fungerer bedst på et tegnebræt.

Welcome Home inviterer dig indenfor i et rum der er halv ejer- og halv lejebolig. Her kan vi udforske forbrugsforskelle mellem de to beboertyper, hvilket er ret interessant.

Olafur Eliasson: Multiple shadow house

Evigt aktuelle Olafur Eliasson har ikke overraskende fået lov at åbne ballet på DAC. Dansk kunsts (og åbenbart også dansk arkitekturs) darling har omdannet det nedre udstillingsplateau (The Golden Gallery) til tre labyrintiske rum og forsynet rummene med interaktive lysinstallationer, der aktiveres når vi passerer lyskilderne på gulvene.

Kunsthistorikeren poserer i Olafur Eliassons værk Multiple shadow house.

Vores tilstedeværelse spalter lyset og skaber de fascinerende, farvestrålende formationer, som fuldender værkets invitation. Værket er både sanseligt og æstetisk, og er man så heldig at have et rum for sig selv, er det også særdeles underholdende. ”Kig lige om der kommer nogen”, og så står den ellers på posing.

Multiple shadow house. Her ses den beskedne lyskilde der forvandler vores tilstedeværelse til kunst.

Set i relation til Welcome Home-udstillingen kan værket tolkes som en refleksion over husets og hjemmets væsensforskelle. Huset er blot en fysisk ramme, en tom skal der skal bebos før den bliver et hjem. Hjemmet er andet og mere end arkitekturen, hjemligheden er for eksempel mennesker, farver og bevægelse, og det kan Olafur Eliassons værk altså siges at illustrere. Kan!

Af sted med jer

BLOX og DAC er bestemt et besøg værd, især på en varm sommerdag hvor man både kan køle sig ned, sole sig og have tagterrassen, baren og lysinstallationen for sig selv – good times! Selv Kunsthistorikerens medbragte muskelmand var begejstret, og han er ellers ikke til fals for finkultur. Så kom af sted inden sommeren og udstillingerne udløber.

Welcome Home kan opleves indtil den 23. september, mens Olafur Eliassons Multiple shadow house fortsætter frem til den 21. oktober 2018. Sommeren slutter formentlig snarest. Se mere på www.dac.dk, hvor du også kan læse mere om de events, talks, walks og workshops som DAC afholder i den nærmeste fremtid (og det er ikke få).

Samtidskunsten indtager Refshaleøen: Copenhagen Contemporary’s Grand (Re)Opening

Torsdag den 28. juni 2018 kunne den selvejende kunstinstitution Copenhagen Contemporary (CC) endelig byde velkommen i deres nye, gigantiske lokaler på Refshaleøen. B&W’s gamle svejsehal udgør en rå og rummelig ramme for de kæmpeformater, der efterhånden er blevet CC’s varemærke. De aktuelle udstillinger med Superflex og Doug Aitken fortsætter traditionen, og der er endnu engang lagt op til monumental sjov, når vi slippes løs i de store installationer.

Fernisering, fermentering og fest
Kunsthistorikeren besluttede, efter megen tøven og Tuborg, at liste ud og deltage i begivenhederne, for at samle stof til sit første indlæg. Åbningen blev fejret efter alle kunstens regler. Efter en lang rejse kunne gæsterne fornøje sig med alt fra musik og taler, til madboder, drinks…og nå ja, kunst. Arrangementet blev velsignet med det smukkeste sommervejr i mands minde, hvilket desværre resulterede i en ram stank over Refshaleøen (og i en ufrivillig, sarkastisk kommentar til det hipster-paradis som Københavns kajområder har udviklet sig til).

Copenhagen Contemporary lejer B&W’s tidligere svejsehaller, hvilket giver dem 7000 m2 at boltre sig på.

Heldigvis skulle der mere end lidt råddent tang til at kue de glade besøgende, der myldrede rundt i alle aldre og afskygninger. Der var fest overalt, undtagen i udstillingshallerne hvor drikkevarer forståeligt nok var forment adgang. Her koncentrerede man sig til gengæld om de engagerende værker, og udstillingerne havde særligt godt fat i den yngre generation, der i bogstaveligste forstand gik om bord i værkerne med liv og sjæl.

Superflex sætter sving i fællesskabet med One Two Three Swing!
I de første to udstillingshaller har (altid fællesskabsorienterede) Superflex spillet op til leg med One Two Three Swing!, der efter sigende spiller på styrken i legen og i de fælleskaber og energier den kan skabe. Udstillingens første rum er forsynet med en stedspecifik installation, der består af en masse tremandsgynger, forbundet af en mængde Superflex-orange rør. Her inviteres vi til at gynge sammen, i håb om at vi således kan bryde med den politiske apati der forpester kloden og vores samfund. Yes. Kunsthistorikeren sprang over.

Superflexs gynger var især et hit blandt det yngre publikum.

I det andet rum hænger hvad der ligner en gigantisk Pinball-kugle ned fra loftet og svinger som et kæmpe pendul. Under pendulet ligger en klase beskuere og får sig én på opleveren. Kuglens spejling er nemlig ret fascinerende at iagttage nedefra, og der lyder en klukkende latter fra gulvet (og fra gyngehallen). Gulvet er belagt med et farvestrålende væg-til-væg-tæppe, der udover at være et syn i sig selv, inviterer os til at smide os på gulvet og nyde værket.

Den pendulerende, polerede kugle og det bløde tæppe tryllebandt publikum.

Doug Aitkens omfavner dig med videoværket SONG 1
I den tredje hal kan man opleve Doug Aitkens ambitiøse videoværk SONG 1, der vises på en cirkulær skærm. Beskueren inddrages i en nærmest hypnotisk filmmontage, der viser forskellige scener fra nutidige bymiljøer og samfund.

Doug Aitkens værk Song1 indkapslede publikum i en iglo af billede og lyd.

Lydsporet udgøres af klassikeren ‘I Only Have Eyes For You’, der fortolkes af forskellige Hollywood-skuespillere og sangere. Den cirkulære form betyder at skærmen ikke kan opleves i sin helhed, og man er derfor nødt til at træde ind i cirklen for at få det hele med. I en form for fælles hypnose kryber folk sammen i skærmigloen, og det skaber et spøjst, intimt rum – lidt for intimt til kunsthistorikeren, der holdt sig på behørig afstand

Kunst for hele familien (og de modige enspændere)
Værkerne har hver især en konceptuel og æstetisk dimension, og kan sagtens nydes uden den store, bagvedliggende fortælling om menneskelig interaktion og erfaring. Her kan hele familien være med, og den overskuelige udstilling er en oplagt mulighed for at lokke ungerne ind i kunstens verden, hvis man da synes at de hører til dér. Det så i hvert fald ud til at kunstverdenen blev beriget med en masse nye, små aktører, der både skabte liv og glade dage og satte gang i værkerne som det var tiltænkt.

Den lille museumsbutik byder på alt fra kunsthåndværk til spændende litteratur.

Alt i alt må man sige at aftenens arrangement og det nye CC’s første udstillingssæt handlede om fællesskab og møder. Så er man en jeg-svag person med en snæver intimsfære, anbefales det at være i selskab med en ven for at få det fulde udbytte. Kunsthistorikeren var desværre alene og sneg sig rundt som en anden voyeur, men det var alligevel værd at komme en tur til Refshaleøen og se de nye, imponerende lokaler, der leder tankerne hen på steder som Tate Modern i London, MoMA PS1 i New York og Palais de Tokyo i Paris som CC lader sig inspirere af.

Dejligt sted, dejlig dag. CC er i gang igen, Kunsthistorikeren er i gang igen! Måske jeg skulle sende dem en uopfordret ansøgning, igen? Du kan gynge på  Refshalevej 173A året ud, da begge udstillinger løber frem til den 30. december 2018 – SWIIING!

Læs mere på www.cphco.org