Kunsthistorikeren har for en stund vendt ryggen til karriereverdenen…
Efter måneders stilstand er der endelig nyt fra Kunsthistorikeren. Faktisk er der gået et år siden sidst. Den larmende tavshed skyldes først og fremmest at Kunsthistorikeren er kommet i arbejde, og som I måske ved, er en kunsthistoriker i arbejde… ikke aktiv kunsthistoriker. Efter endeløs søgen – efter hundredevis af håbløse henvendelser, utallige af jobsøgningskurser, digitale marketingkurser, praktikker, midlertidige deltidsansættelser, sygemeldinger og kognitiv adfærdsterapi – har man endelig nået målet og fundet (timelønnet) fastansættelse.
Som så mange kunsthistorikere før hende, har Kunsthistorikeren endelig kastet håndklædet i ringen og sat den utopiske drøm om kunst og karriere på pause. I stedet er denne kunsthistoriker så privilegeret at have fået mulighed for at trække i tjenerskjorten og hellige sig et af samfundets mere seriøse og prioriterede områder: ØL. Som bartender på en brun bodega har Kunsthistorikeren endelig fundet et pusterum, hvor det konstante fokus på succes, sundhed og charme er trådt i baggrunden, til fordel for livets egentlige mening (øl).
Nu tænker du måske at det er ressourcespild at have en akademiker bag baren, men faktisk kunne mange humanister have glæde af sådan en tjans. Som bartender får du nemlig en masse relevante skills, som den gængse humanist gerne mangler: du lærer for eksempel at omgås tal og mennesker i dit arbejde, du får mulighed for at erstatte din barnagtigt naive idealisme med et mere realistisk syn på samfundet og dets individer, du får bugt med din pinlige politiske korrekthed, og så lærer du helt grundlæggende hvad det vil sige at arbejde hårdt.
Værtshuset er på mange måder en anarkistisk og systemkritisk oase, en parallel social institution, hvor samfundets normer og bekymringer lægges til side for en stund – og det kan der jo siges meget godt om. Aldrig har KUA eller andre offentlige instanser føltes så fjerne, og det kan være en nyttig erfaring (og en kæmpe lettelse) når man som jobsøgende humanist står helt modløs og gennemgnasket af et system der har det med at besmitte din selvopfattelse, og dreje dine forventninger til (arbejds)livet i en uhensigtsmæssig retning. Værtshuset er en horisontal arbejdsplads, hvor det mere handler om at orientere sig socialt og praktisk (hvor bliver Flemming af, og hvornår er der kolde Classic?), end det handler om hierarkier og fremdrift.
I denne tidslomme møder du livet uden det løgnagtige omsvøb som synes at omgive karriereverdenen. Her er man ærlig omkring sine glæder og sorger, og der står altid én klar med en trøstende skulder og en skarp, hvis du har haft en dårlig dag. Omvendt står der også altid en klar med med en high five og en skarp, hvis du har haft en god. Stress er noget der begrænser sig til fredag mellem 22 og 03, og du må gerne arbejde i din Everlast hoodie og din Adidas buks. Ydermere har det drænende digitaliseringsmonster fuldstændig overset dette område: at være bartender er (bortset fra dankortterminalen) som det altid har været – og sådan er det godt.
Som bartender er du på én gang meget vigtig og totalt ligegyldig, og det er slet ikke så tosset. Du har den ultimative magt (øl), mens din egne talenter er mindre vigtige og bør målrettes fællesskabets interesse. Resultatet bliver en selvsikker ydmyghed – en balance som mange nyuddannede humanister har svært ved at mestre – men som ikke desto mindre er særdeles nyttig i et hvilket som helst job. Du lærer sandelig at formidle din viden til forskellige målgrupper, og det er en fornøjelse at opleve hvilken betydning kunst og kultur har blandt samfundets (mindre privilegerede) individer.
Måske synes du at disse fordele lyder søgte og påtagede, men jobbet rummer virkelig mange goder. Hvor mange grineflip, øl, knus, komplimenter, smøger, drikkepenge, high fives, terningespil og rockklassikere består din arbejdsdag måske af? Det tænkte jeg nok. Kunsthistorikeren opfordrer hermed alle langtidsledige akademikere til at søge lignende arbejde, for er der noget man har brug for efter en længere periode på dagpenge, så er det netop ovennævnte ting. Desværre er det også nemt at glemme sine intellektuelle aspirationer i værtshusmiljøet, hvorfor der har været stendødt her på bloggen. Kunsthistorikeren har dog de bedste intentioner om at vende tilbage fra tågerne, følg med og se om det lykkes på www.kunsthistorikeren.dk.
Så der er der endelig nyt fra Kunsthistorikeren, der efterhånden mener at skylde en form for opdatering efter et par måneders stilhed. Vintertid er dvaletid, og bjørnen sover, men derfor skal sidens beskedne læserskare da ikke snydes for et lille kreativt opstød.
Man forsøgte sig godt nok med en tur på Louisiana forleden, som 50.000 andre med dårlig samvittighed ovenpå julens lavkulturelle gøremål, men synet af endnu et overlæsset nisselandskab var mere end Kunsthistorikeren kunne klare – hvorfor der desværre kun kan bringes et billede af den altid frygtede parkeringsplads.
Som kompensation for den manglende aktivitet kan I denne gang få lov at nyde et par eksempler på Kunsthistorikerens EGNE kunstneriske kreationer (der dog stadig forholder sig kritisk til andre :P). Men ret skal være ret, og om sine egne værker må Kunsthistorikeren sige, at de er ganske usmagelige. Her er tale om et billigt, blasfemisk grin på andres bekostning, og flere af collagernes personager er endda døde. Til forsvar skal dog siges at disse er lavet FØR prinsgemalens bortgang! Og hvis nogle sarte sjæle alligevel skulle finde dem stødende, er der kun tilbage at sige: FÅ EN F***ING SANS FOR HUMOR!
Collagernes koncept er enkelt og konsekvent: Kunsthistorikeren overtager sin kære mormors Her&Nu-blade efter brug, og samtlige udklip stammer fra disse blade (også de småpornografiske!). På den måde kan to generationer holde sig opdaterede om vigtige informationer og begivenheder, sørge for at BÅDE krydsogtværserne og Sudokuerne bliver løst, OG bidrage til lidt mindre papirspild (eller om ikke andet et mere kreativt papirspild). Enjoy (og husk zoomfunktionen hvis I bruger computer)!
Inger Sif Heeschen, Design-Arkæologiske studier, 2018. Heeschen har fået den sjove idé at fusionere antikkens formsprog med nutidige motiver, og det fungerer faktisk ret godt!
FORRIGE fredag kunne Den Frie Udstillingsbygning nok engang slå dørene op for kunstnernes årlige efterårsudstilling (KE), som traditionen tro viser et udsnit af kunstens upcoming wannabe’s. Et blandet udvalg af samtidskunstnere har klaret sig gennem den censurerede udstillings dovne nåleøje, og deres værker kan opleves resten af ugen. Denne reportage skulle selvfølgelig have været bragt for længst, men life happens og det har været svært at finde på noget konstruktivt at skrive. Kald mig bare en mavesur sadistisk snob med et karrieredødsønske…
Petrucha Sehested, Merging, 2018.
Branchens bagdør
Den Frie Udstillingsbygning har afholdt KE siden 1900. Udstillingen var oprindelig tænkt som en pendant til Charlottenborgs toneangivende Forårsudstilling (der har eksisteret et halvt århundredes tid længere), dog med den væsentlige forskel at Den Frie, som navnet antyder, er fri for forpligtelser overfor Akademiet. Og dermed også overfor kunsten.
Hedvig Skjerdingstad, movement of (re)beginnings, 2018.
Med andre ord behøver du ikke at være uddannet kunstner for at gøre dig bemærket hér, og således har landets ”amatørkunstnere” mulighed for at prøve deres talenter af på en anerkendt institution. Det kommer der hvert år nogle relativt forskellige og interessante udstillinger ud af, og i år er selvfølgelig ingen undtagelse. Men kan amatørkunstnere ikke være ligeså gode som uddannede kunstnere? Jo, det kan de godt, hvis deres kunst passer på DIN definition af hvad en god kunstner er.
Anna Seeberg Braun, Uden titel 7, 2018.
I kunstbranchens akademiske kredse ser man anderledes på det. Som Kunsthistorikerens gamle lektor sagde (efter at have udsendt branchens ledeste og mest sarkastiske blik) da en midaldrende kvindelig studerende (iført turban og ravperler på størrelse med knytnæver) fornærmet spurgte om de malerier hun lavede derhjemme så ikke var kunst!?: ”Nej, det tvivler jeg helt ærligt på. Kunstnere bliver uddannet på Akademiet.” Men på KE åbnes der hvert år et lille vindue for disse håbefulde sjæle, og det skal der selvfølelig kigges ind ad.
Katja Grinling, Uden titel, 2018.
Ryst posen!
De 29 antagede kunstnere har, med forskellige grader af originalitet og succes, alle bidraget med værker eller værkserier, som de udvalgte censorer har udvalgt til at blive vist på udstillingen. Panelet består af en række ditto originale og succesfulde kunstnere, som i år tæller Lea Guldditte Hestelund, Kristoffer Ørum, Jeannette Ehlers, Mathias Kryger og Kaspar Bonnen. Selvom censorpanelet skifter, lader det dog til at der foreligger et stramt udvælgelsesmanifest.
Luna Scales, Physical Status Report, 2018.
Udvalget af værktyper synes nemlig at være påfaldende éns fra år til år, og man får indtrykket af at der er stilles skrappe krav til fordelingen af maleri, skulptur, fotografi, performance, ready mades, video- og lydkunst. Dette er selvfølgelig ikke et problem i sig selv, det er jo fint at sikre en vis variation, hvis altså der er indhold til det. Resultatet er en nøje afstemt slikpose; der er lidt for enhver smag…men flest af de gule…
Øjebliksbillede fra taleseancen…
På denne festaften maste Kunsthistorikeren sig målrettet rundt mellem de mange besøgende i forsøget på at percipere udvalget. Undervejs hadede man lidt sig selv for ikke at have fulgt sit udmærkede råd fra sidste indlæg (https://kunsthistorikeren.dk/kunst-i-efteraarsferien-5-paa-stribe-bliv-derhjemme-og-ryg-en-pibe/), og valgt en anden dag til sit besøg. Traditionen tro kunne man heller ikke høre de mange taler. Konsekvensen blev at besøget udviklede sig til en creepy jagt på Dr. Martens-sko…
Da Kunsthistorikeren inden afgang ville iføre sig sine nedslidte Martens, blev hun stoppet af sin mand, der ikke mener at man kan være skoen bekendt. Derfor er det en stor fornøjelse at konstatere at den klodsede klassiker stadig er et hit (der taltes over 10 par på ferniseringsaftenen)!
Alle børnene var jævne, undtagen Mette Riise – hun var værd at vise!
Intet er som bekendt så skidt at det ikke er godt for noget, og der var faktisk et særdeles interessant bidrag på årets udstilling: den unge kunstnerinde Mette Riises tværmediale værkklynge How to Build an Artist Brand fra 2018. I dette installatoriske værk mimer Riise marketingverdenens medier, sprog og æstetik, komplet med videopræsentation, illustrerende figurer, mundtligt oplæg (performance) og tilhørende pjece – alt sammen holdt i skarpe linjer og en iskold marketingblå, der får os til at ryste af kulde.
Udsnit af Mette Riises How to Build an Artist Brand, 2018.
Indrømmet, Kunsthistorikeren har tidligere ernæret sig gennem marketing og muligvis er det derfra at sympatien stammer… Man oplever en åbenlys spænding, kynisme og sarkasme i dette værk (jubii), for findes der noget mere afskyeligt end tanken om kunstnere der forsøger at brande sig selv og deres kunst gennem brown nosing og taktisk selviscenesættelse? Kunsten og dens scene udvikler sig selvfølgelig hele tiden, og det er efterhånden mange årtier siden at man gav afkald på ideen om det autentiske, autonome kunstnergeni, men mon ikke mange af os i hemmelighed længes lidt efter det?
Mette Riise, How to Build an Artist Brand (The Hierarchy of Recognition), 2018.
Det får værket os i hvert fald til. Det minder én om at kunst ikke blot kommer fra hjertet i vore dage, men at den (ligesom alt andet) er underlagt et stringent økonomisk regime, der gennemsyrer dets væsen. Så kæmpe cadeau til Mette Riise for at lave et ambitiøst og originalt værk, der på mange måder rammer hovedet på sømmet og giver form til en problematik som vores samfund som helhed står overfor.
Vi kender vækstliderlighedens udtryk, vi kender det faktisk så godt at vi glemmer at stille spørgsmålstegn ved det i det daglige. Men ved at overføre det til et af de få felter, som vi stadig forbinder med et vist element af magi, autenticitet og sjæl, får Riise os til at stoppe op og tænke ”FNØJH” – og det er en bedrift der bør hyldes!
Mette Riise, How to Build an Artist Brand (Tutorial), 2018. Pjecen kan købes i skranken for den nette sum af 30 kr….
Kunstnernes Efterårsudstilling kan opleves på Den Frie Udstillingsbygning frem til d. 18. november (som sagt: et LILLE vindue), så skynd jer hvis I vil nå at se den. Se mere på https://ke-udstilling.dk.
Anders Clausen, Regarding the Pain of Others_1/_2/_3, 2018.
Kristina Nilsdotter, Kerstin ska rädda alla djuren – variation 2, Pärla, 2018.
Anne Dyhr, Steder & Tilstande, Psykiatrisk hospital Risskov DK, 2018. Respekt for at forsøge at formidle psykisk sygdom… Det kunne Frida Kahlo næsten ikke have gjort bedre!
JA/Kigge Mai Hvid/Sara Møllegaard Flyvbjerg, Colour, 2018.
Der er som altid masser af fede kunstaktiviteter i efterårsferien…hvis du altså har børn!
Efter en inaktiv periode er der endelig nyt fra Kunsthistorikeren. Eller, Kunsthistorikeren er såmænd stadig inaktiv, men nu får du i det mindste et par forslag til kunst og aktiviteter, som du selv kan tage ud og opleve i efterårsferien (hvis du da er så heldig at have sådan én).
Modsat Kunsthistorikeren står kunstverdenen aldrig stille, og der sker selvfølgelig en masse her i skolernes efterårsferie, og meget af det der sker er selvfølgelig for børn. Overordnet set står efterårsferiens kunstbegivenheder i familiens tegn, og er man så heldig at have sådan én, er der mange (påfaldende identiske) muligheder for at hygge sig med de små, lette sin samvittighed og nyde nogle interessante kunstoplevelser i anden potens.
Selvom efterårsferien så småt er ved at gå på hæld, er der stadig rig mulighed for at deltage i museernes familievenlige ferieaktiviteter. Kunsthistorikeren bringer hermed lidt inspiration til de sidste feriedage: så grib jeres wunderkids og tag ud og forpest museerne! De barnløse kan med fordel bruge artiklen som inspirationen til kunstoplevelser på den anden side af ferien…
Glyptoteket: børneværksted og finurlige familieaktiviteter ”Tag familien med til sjove og finurlige aktiviteter i efterårsferien på Glyptoteket”, skriver Glyptoteket. Foruden at opleve den nyåbnede særudstilling Odilon Redon. Into the Dream , kan I også besøge børneværkstedet, hvor man lokker med alt fra musik til mikrober og luftballoner.
Glyptoteket er ikke ligefrem kendt for at være et børnevenligt sted…men når efterårsferien står for døren, prøver de virkelig på at være det!
Børneværskted På baggrund af Redons drømmende univers, der er beboet af særprægede væsener som kykloper, smilende mikrober og luftballoner med ansigter, opfordres børnene at undersøge mikrober i mikroskoper for derefter at tegne de videnskabelige opdagelser, samt at kreere deres egen luftballon – alt sammen til tonerne af Redons yndlingsmusik!
Og alt det andet Hvis du ellers kan løsrive dine børn fra Redon-workshoppen, inviterer Glyptoteket jer dog også til at gå på opdagelse i de mange andre udstillinger, samt i deres legendariske vinterhave og café (dér hvor Blomsterberg launchede sin kagekarriere i sin tid). Og hvem ved, måske synes ungerne at det er mere spændende at se noget så sjældent som en mumie og en croissant?
I alle tilfælde bør udstillingerne og museet ikke betragtes som sekundære størrelser. Museernes efterårsferieaktiviteter er hvad de er (et nødvendigt onde), så hvis du ønsker at fordybe dig i selve kunsten, arkitekturen eller dit barn, kan du ligesågodt gemme oplevelsen til en anden dag.
Glyptotekets vinterhave er altid et besøg værd! Og det behøver ikke lige at være i efterårsferien…
Praktisk information Workshoppen afholdes hver dag i efterårsferien, børneværkstedet har åbent i dagene 13.-21. oktober fra kl. 12-15 og koster 20 kr. pr. barn.
SMK: Børnenes Værksted og Familieture med oplæsning Statens Museum for Kunst er naturligvis også orienteret om konkurrenternes fantasifulde aktiviteter, så de disker selvfølgelig også op med børneværksted og familievenlige arrangementer.
Statens Museum for Kunst – Danmarks nationalgalleri – er nødt til at følge tidens trend…og den dikterer børneværksted i efterårsferien!
Børnenes værksted På SMK’s børneværksted, som man har givet undertitlen ”Hvad kigger de på?”, koncentrerer man sig om at producere skulpturer med store øjne og billeder af mennesker der har fået øje på noget. Det er så at sige det overraskede udtryk som man interesserer sig for, og museet stiller både ler, pap, limpistoler, maling og huskunstnere til rådighed. Den lader vi lige stå et øjeblik.
“Hvad kigger de på?” Nuttet pige udfolder sig i SMK’s børneværksted, hvor man har valgt at annvende stirrende/overraskede mennesker som motiv…
Familieture med oplæsning Man kan også deltage i SMK’s Familieture med oplæsning, og høre Kim Fupz Aakesons nye historie Men størst af alt; en fantastisk fortælling om Fanden og hans oldemor, om hvepse, sladder, ensomhed og kærlighed. Forfatteren har ladet sig inspirere af konkrete værker på museet, og undervejs i forløbet sættes der (i fællesskab) et fortælletæppe op foran værkerne, mens historien bliver læst højt. Den lader vi sgu også lige stå et øjeblik.
Tag med på Familieture med oplæsning hvor du kan høre Kim Fupz Aakesons fantastiske fortælling om Fanden og hans oldemor. Her ses fortælletæppet, der er en central del af begivenheden…
Praktisk information (og udstillinger) Børneværkstedet har åbent d. 18.-21- oktober (og igen d. 27.-28. oktober), alle dage fra kl. 11:30-16:30. Oplæsningerne finder sted i dagene fra d. 18.-21. oktober (fra kl. 12:00-12:45, og igen fra kl. 13:00-13:45). I efterårsferien får du også et gratis eksemplar af historien med hjem, når du køber din billet!
Børn i ro på fortælletæppet…
Igen kan du selvfølgelig også benytte dig af muligheden for at se den faste udstilling, eller nogle af de vanvittigt interessante særudstillinger (seriøst!), fx Danh Vo – Take My Breath Away (der løber frem til 2. December 2018) og Joachim Koesters Patterns, Shimmers, Scenes (der løber frem til 3. februar 2019). Men igen, det kan du jo også gøre i en anden uge…
Den Hirschsprungske Samling: Børneworkshop! ”Tag familien med til spændende aktiviteter i efterårsferien på museet”, lokkes der. Og nu tror du måske at det er løgn, men i efterårsferien har Den Hirschsprungske Samling valgt at etablere et børneværksted.
Den iskolde Hirschsprungske Samling prøver også at generere en smule varme i efterårsferien…
Børneworkshop Her får ungerne mulighed for at tegne med billedkunstneren Laura Elaine Guiseppi, der udforsker og eksperimenterer med forskellige teknikker inden for tegning. Det hele starter med en inspirationsjagt i særudstillingen Michael Ancher og KVINDERNE FRA SKAGEN, hvor kunstnerparret Michael og Anna Anchers gamle teknikker undersøges nærmere.
“Nøøj, det’ for børn!”. Det er tanken der tæller…
Herefter går turen til workshoppen (der finder sted i samlingens sale blandt inspirerende kunstværker) og her får børnene mulighed for at lave deres egne papirværker til indramning og hjembringelse. Der bliver arbejdet i så forskellige materialer som blyant, farveblyant og pastelkridt – så der er al mulig grund til at glæde sig!
Hvis børnene ikke kan få nok af tegninger, kan I også smutte ind og se særudstillingen “Tegnede fortællinger. J.Th. Lundbye” – de vil elske det!
Praktisk information (og udstillinger) Som en ekstra bonus har du også mulighed for at opleve den permanente samling og de tre aktuelle særudstillinger: Michael Ancher og kvinderne fra Skagen, Forført af farver – Pasteller fra Anna Ancher til P.S. Krøyer og Tegnede fortællinger. J. Th. Lundbye (alle særudstillinger løber frem til d. 13. Januar 2019).
Cisternerne: Jeppe Hein (og den store efterårsjagt) Hvis du ikke allerede har haft fornøjelsen af at gå rundt i Cisternernes klamme, underjordiske labyrinter, har du nu endnu en mulighed for det.
Cisternernes dunkle, underjodiske arkitektur er altid et besøg værd! Men igen behøver besøget ikke at foregå i den travle efterårsferie…
JEPPE HEIN: IN IS THE ONLY WAY OUT
I disse dage kan du opleve udstillingen JEPPE HEIN: IN IS THE ONLY WAY OUT, der inviterer dig med på en rejse i Cisternernes labyrintiske søjlegange. Her må man først må forcere mørket for at nå lyset. IN IS THE ONLY WAY OUT er Heins hidtil største udstilling i Hovedstaden, og hvis du ikke allerede er bekendt med den relationelle æstetiks danske mester, så har du nu en enestående mulighed for at blive det.
Udsnit fra udstillingen JEPPE HEIN: IN IS THE ONLY WAY OUT.
Den store efterårsjagt Cisternerne snyder dig selvfølgelig ikke for efterårsferiens lumre løfter om børne- og familievenlige aktiviteter: frem til fredag d. 19. oktober kan du nemlig deltage i familieudfordringen ”Den store efterårsjagt” (fra kl. 11-16). Frederiksbergmuseernes fem dyr (?) har lagt spor ud og tegnet et kort over parkerne, og de udfordrer jer til at finde frem til dem.
Kun ved at gå på opdagelse på museerne, kan man finde frem til dyrene. Finder I dyrene og deres navne, samler I klistermærker og dele til at bygge jeres egne små versioner af dyrene. Ruten ender på Bakkehuset, hvor jagten kulminerer ved workshop-bordet til den sidste udfordring: at samle, bygge og dekorere jeres egen personlige uro – enjoy!
Praktisk information JEPPE HEIN: IN IS THE ONLY WAY OUT kan opleves frem til d. 30. november 2018, og du kan deltage i den store efterårsjagt frem til d. 19. oktober 2018 (fra kl. 11-16).
ARKEN: Familiesøndag og efterårsferieworkshop (for børn!) Sidst men ikke mindst, er der jo også mulighed for at bevæge sig lidt væk fra København og besøge ARKEN i denne efterårsferie. Her venter der minsandten også børneworkshop og farvestrålende oplevelser (som du ligeså godt kan opleve på et senere tidspunkt).
ARKEN er altid en rejse værd. De formår at skaffe mange af de gode sager, men hvis du virkelig vil nyde dem – så spring efterårsferien over!
Særudstillinger med de tunge drenge I dette efterår lukker ARKEN dørene op for nogle særdeles spændende særudstillinger, der hver især kan siges at have farven og et psykologisk perspektiv til fælles. Vincent van Gogh, J.F. Willumsen – Farver & Striber og Ugo Rondinone – Ensomhedens sprog er alle udstillinger med kunstnere der, udover at være store kanoner, alle er velsignede med en imponerende palet og en sund interesse for det menneskelige.
Udsnit fra Ugo Rondinone – Ensomhedens sprog.
Meget godt kan siges om ARKEN og de aktuelle udstillinger, men nu handler denne artikel jo om efterårsferiens aktivitetstilbud, og her er museet selvfølgelig også med på noderne: Familiesøndag og Efterårsferieworkshop!
Efterårsferieworkshop (for børn!) På workshoppen “KREATIV” kan børnene (og deres voksne) gå i dybden med J.F. Willumsen. Med afsæt i særudstillingen er der mulighed for at arbejde kreativt med Willumsens famøse selviscenesættelsestrang, samt hans billedserier og anvendelse af populærkultur. En underviser går med jer på opdagelse i udstillingen, hvorefter børnene selv skal sammensætte deres egen Willumsen-fortælling som en tegneseriestribe, OG kreere et Willumsen-billedmix anno 2018 (baseret på hans storværk Kongesønnens bryllup).
J.F. Willumsen, Kongesønnens bryllup. Værket er som skabt til at vække børns fantasi…
Familiesøndag Familiesøndag går ud på at skrive breve og dekorere dem med illustrationer, som van Gogh gjorde det. Selvom han ikke blev så gammel, skrev han over 800 breve hvoraf mange var dekorerede med tegninger, illustrationer og værkbeskrivelser. Børnene skal, med hjælp fra en underviser, selv skrive breve og pynte dem med illustrationer og motiver der er inspireret af van Goghs vibrerende farver og ekspressive udtryk (tsk, som om). ARKEN anbefaler dog man ser Van Gogh-udstillingen først…
På ARKEN får du endelig mulighed for at finde ud af hvordan dine børn egentlig perciperer og fortolker van Gogh’s brevstil!
Praktisk information Der er efterårsferieworkshop tirsdag-lørdag i uge 42 fra kl. 14.30-16.30, tilmeldingen koster 30 kr. pr. barn, og foregår via: undervisning@arken.dk. ARKEN’s Familiesøndag foregår søndag d. 21. oktober i værkstedet KREATIV fra kl. 11-16, det er gratis at deltage når entréen er betalt og tilmelding er ikke nødvendig.
Kvindernes surrealisme er – også- et relativt overset kapitel i kunsthistorien, men det råder Kunstforeningen GL STRAND nu bod på ved at vise et unikt og imponerende udsnit af surrealisterne Franciska Clausen, Rita Kernn-Larsen og Elsa Thoresens vanvittige værker. Kunsthistorikeren kikkede forbi på den første udstillingsdag lørdag 15. September, og trods den (obligatoriske) kølige modtagelse, var udstillingen hot! Meget svær at kritisere, skulle det vise sig…
Surrealismens skjulte skatte
Siden sit indtog i første halvdel af det 20. århundrede, har surrealismen været en yndet ideologi og kunstart, som både kunstnere og fans har mæsket sig utrætteligt i. Surrealismens syrede charlataner (der blandt andre tæller internationale skikkelser som Salvador Dali, René Magritte og Marx Ernst) hyldes stadig ivrigt på museer og i plakatbutikker verden over, og der er intet der tyder på at genren trættes af den vedvarende eksponering – tværtimod.
Franciska Clausen, De kolde skuldres land, 1932.
I skyggen af de flamboyante herrer finder vi deres kvindelige sidestykker, der bestemt ikke begrænser sig til Frida Kahlo. Faktisk har Danmark avlet nogle ansete kvindelige surrealister, der rullede ærmerne op og skabte sig en plads på den internationale kunstscene i 1920’erne og 30’ernes kulturelle virvar. Desværre gik denne bedrift i glemmebogen, men det er heldigvis slut nu.
Udsnit fra udstillingen. Udstillingens kuratering underbygger værkernes forbindelser og sammenhænge, og væggenes farver er virkelig med til at fremhæve værkerne.
Kvindernes surrealisme viser de tre (nordiske) kvinders værker side om side, og således får vi serveret et overblik over de surrealistiske farver, former og motiver, som disse modige kvinder har bidraget med. Flere af værkerne har aldrig været udstillet før, og mange har levet deres liv i private hjem og samlinger, så det er på alle måder en enestående udstilling, som vi hér er vidner til.
Rita Kernn-Larsen, Searching for the Moon, 1936-37.
(Fantasiens) verden er lille
Når det så er sagt, så skal det også siges at det faktisk lader til at være ret begrænset hvad disse kvinder har haft af enestående tricks i deres opsmøgede ærmer. Værkerne er, ikke overraskende, ikke overraskende, og det er tydeligt at disse damer har siddet til bords med deres mandlige kollegaer. Og de har vist også drukket af den samme absintflaske.
Totalt Picasso rip-off… Rita Kernn-Larsen, De blå piger, 1934.
Surrealismens motiver udgøres gerne af hyperrealistiske, drømmeagtige scenarier og landskaber, som vi for eksempel kender det fra Dalis mærkværdige kompositioner. Det er pudsigt ved surrealismen, at så mange så syrede kunstnere har haft så identisk formsprog og motivverden. Altså, man skulle ligesom tro at det surrealle, det overnaturlige og fantastiske, rummede andet og mere end antropomorfe træer, piber og roser? Måske har de populære herrer i virkeligheden gået og snuppet motiver fra kvindelige kunstnere? Vi ved det ikke, men det er i hvert fald påfaldende så ens surrealismens åbenbaringer synes at være.
Rita Kernn-Larsen, An attendant, 1939. Det kunne Dali sgu ikke have gjort bedre…
Når DET så er sagt, så skal det siges at det selvfølgelig også er utroligt interessant at se hvordan kvinderne har været inspireret af, og forbundet til, tidens internationale strømninger. Udstillingen byder således på et gensyn med flere af modernismens nybrud, som foruden surrealismen også indbefatter genrer som kubismen og ekspressionismen. Kvinderne lader da også til at have en vis forkærlighed for mere feminine motiver og symboler, og værkernes protagonister er ofte kvinder (hvilket i øvrigt også gjaldt hos mændene).
Elsa Thoresens streg er lidt atypisk for surrealismen, idet den er mere malerisk og udflydende. Her ses to af hendes kompositioner med kvinder som motiv.
Farvestrålende forbindelser
De tre kvinder, Franciska Clausen, Rita Kernn-Larsen og Elsa Thoresens, er alle eksempler på kvindelige kunstnere, der på flere planer har turdet løsrive sig fra deres samtids gængse forventninger til kvinder. De søgte mod Europas internationale, mandsdominerede kunstnernetværk, og studerede under store kunstnere som Fernand Léger i Paris (hvilket både Franciska Clausen og Rita Kernn-Larsen gjorde).
Foruden deres internationale netværk og mandlige bekendtskaber, havde de også en tæt forbindelse til hinanden hjemme i København, hvor Franciska Clausen og Rita Kernn-Larsen ender efter en økonomisk deroute. I 1930’erne samles de omkring den danske surrealismegruppe, anført af maleren Vilhelm Bjerke-Petersen som Elsa Thoresen dannede par med, og som hjalp damerne med at holde fast i et internationalt netværk.
Franciska Clausen, Piberne, 1929.
Den danske surrealisme peaker da Bjerke-Petersen inviterer en gruppe internationale surrealister til København i 1935, og Den Frie Udstillingsbygning tager sig den frihed at bringe den skelsættende udstilling kubisme = surrealisme. På denne udstilling udstiller både Clausen og Kernn-Larsen side om side med legender som Yves Tanguy, Man Ray, Magritte og Dali, hvilket var så stort som det kunne blive.
Elsa Thoresen, Klassisk landskab, 1937. Vi går ud fra at landskabet er klassisk i den forstand at det er taget direkte fra den store Dali…
Få år efter forduftede deres interesse for surrealismen og den internationale kunstscene (og vice versa), og trods deres store anerkendelse gik de efterhånden i glemmebogen, som så mange kvinder før dem. GL STRAND har derfor arrangeret et kæmpe gensyn med disse dejlige damer, og udstillingen skal nok genoplive interessen for deres kunst (eller måske bare skabe den til at starte med).
Elsa Thoresen, Stenenes mirakel, 1944. Lige til væggen derhjemme…
Hvad enten du kender noget til damerne eller ej, er det bestemt en fornøjelse at gå på opdagelse i de mange værker, for er vi ikke alle sammen suckers for surrealismens farvestrålende perversiteter? Udstillingen vises frem til 20. januar 2019, hvorefter den rykker videre til MSJ – Kunstmuseet i Tønder, hvor den kan opleves fra d. 2. februar til d. 2. juni 2019. Se mere på www.glstrand.dk.
Eksempler på tegninger af Franciska Clausen.
Udsnit fra GL STRAND’s smukke lokaler…
Franciska Clausen, Fisken (Désir de grossesse), 1926.
Den forhenværende graffitirebel vil trods alt gerne huskes for andet end sit navn, og dette efterår kan du opleve hans soloudstilling TEGN i Nikolaj Kunsthals sakrale kirkerum. Her giver han den som formningslærer i det nedre galleri, og blandt børn og orgelrør glemmer vi hurtigt at han engang var street. Graffitikunstneren har for længst skabt sig et navn i de højere kunstkredse, og hans bedårende og humoristiske figurer nyder stor anerkendelse uden for undergrundsmiljøet.
Alle er velkomne på udstillingen TEGN!
TEGN!
Efter at have kæmpet sig igennem den imponerende kø på ferniseringsdagen, stod det hurtigt klart at udstillingen er endnu en af den slags, som kræver vores deltagelse for at blive fuldbyrdet – i dette tilfælde skal der tegnes. Rundt omkring i salen har kunstneren ophængt tavler og opstillet tegneborde, og dette workshop-præg er så at sige udstillingens altoverskyggende præmis.
Når man først kommer i gang…vi kender det allesammen.
Som beskuere får vi både mulighed for at tegne med kridt på tavlerne (ganske som i folkeskolen), og farvelægge HuskMitNavn-skabeloner (ganske som i børnehaven), og det er der faktisk et relativt stort antal besøgende der gør. Aldrig har HuskMitNavn haft så mange partners in crime, og med vores folkelige deltagelse er vi ligesom med til at genoprette kunstnerens uskyld.
Dette nuttede næsehorn skammer sig over at have malet på væggen…det lader det også til at HuskMitNavn gør.
For der findes vel næppe noget mere harmløst og skyldsudslettende end en flok farveladeglade kulturmennesker i et kirkerum? Kontrasten er interessant, og kunstneren har da også spillet på sin forgangne praksis’ ulovlige element: udstillingen er nemlig spækket med tegninger af politibetjente, og tavlerne skal forestille ulovlige lærreder i form af togvogne og guldindrammede malerier.
Fuck the police…
Geni eller sell out?
Til udstilling har ham med navnet skabt en imponerende mængde stedsspecifikke malerier som han, heelt tro mod stilen, har ladet opføre på kirkens vægge. Altså ikke på væggene, men på de hvidmalede plader som der var blevet opsat til lejligheden. Vi kender også HuskMitNavn for hans underholdende papirarbejder, hvor tegning og folder går op i en højere enhed og skaber små løjerlige fortællinger, men bedrøveligt nok var papirfiflerierne kun gengivet som fotografier på nogle plancher.
Desværre må vi nøjes med repræsentationer af de løjerlige papirkunster.
I det hele taget er det totale fravær af tidsfølge, autenticitet, og kriminalitet, med til at give udstillingen et dekoreret og institutionelt præg. Kunsthistorikerens tanker faldt (helt ufrivilligt) på barndommens Alfons Åberg-filmvisninger på biblioteket, på hospitaler, på venteværelser og fritidshjem – havde det ikke være for de gyldne ferniseringsdråber, kunne man godt have fået et angstanfald.
Et øjebliksbillede fra biografen…
Udstillingen er på sin vis både smuk, underholdende og opløftende, men det hele bliver sgu så offentligt. Det er altid interessant når undergrundens blomster bryder igennem systemets asfalt, men for kunstneren er gennembruddet ofte forbundet med et indlejret paradoks, for hvilket lag tilhører man så? På denne udstilling topper kommercialiseringen af undergrundskulturen ude i museumsbutikken, hvor der sælges et udvalg af HuskMitNavn print.
Kunst og kirkerum udligner ligesom hinanden.
Udstillingen vil formentlig være et rigtigt efterårsferiehit for hele familien, hvis Nikolaj Kunsthal ellers kan følge trop med forbruget af kridt, farver og skabeloner i den populære museumsuge. Hvis denne tanke giver dig koldsved, kan du også bare smutte ind og se den i en anden uge, inden udstillingen slutter d. 6. januar 2019.
Klichéerne stod trofast i kø da overlegne Overgaden inviterede til fernisering fredag d. 24. august. Kunstnerne Adam Christensen og Svend Danielsen har hver fået stillet en etage til rådighed i den smukke kunsthal, og det er der (ikke overraskende) kommet to mere eller mindre prætentiøse udstillinger ud af.
Under linjen, Svend Danielsen (f. 1955)
Som kunsthistoriker burde Kunsthistorikeren kunne rumme og forsvare alle kunstscenens forskellige indfald – men på Overgaden gives der sommetider fortabt. I mødet med Svend Danielsens udstilling Under linjen kunne man selvfølgelig kaste sig ud i et forsvar af det abstrakte maleri, materialeundersøgelsen og den procesorienterede kunst, men da Kunsthistorikeren er sin egen boss, er dette heldigvis ikke nødvendigt.
Svend Danielsen
I stedet kan der berettes om en samling af malerier, der desværre bliver totalt intetsigende i ferniseringens inferno af gæster og sniksnak. Danielsens arbejder og metoder er ellers interessante og vedkommende nok, og gennem flere årtier har han været med til at sprænge kunstens konventionelle værkbegreber, materialer og metoder. Danielsen formår at kondensere fysiske erfaringer og mane dem frem på lærredet, og han forstår at administrere det abstrakte maleri, samt at forvandle skrald til skulptur.
Svend Danielsen
Inspireret af kunsthistorien, sine omgivelser og hverdagens objekter, omsætter han disse konkrete og personlige indtryk til form og farve på lærredet. Hans værker rummer derfor små spor af betydning og figuration, som man (hvis der er fred og ro) kan fordybe sig i at afkode. Desværre var der ikke mulighed for den fordybende kontemplation som værkerne kræver, da ferniseringer jo gerne handler mere om at blive set, end selv at se. Publikum lod da også til at være mere optagede af mødet med hinanden, end af mødet med kunsten.
Svend Danielsen
Shitty Heartbreaker, Adam Christensen (f. 1979)
På overetagen er historien den samme. På papiret gør Adam Christensen alt det rigtige: han overskrider og nedbryder grænser, han skaber relationer, undersøger, bearbejder, fragmenterer, engagerer og udvikler sit narrativ i ”et opløst rum af virkelighed og fiktion”. Han præsenterer en bred alsidighed i sit valg af materialer, der spænder over tekstilarbejder og video, til overheadprojektion, readymades og performance, og således kan der sættes kryds ved alt på den postmoderne tjekliste.
Adam Christensen
Ved hjælp af billeder, tekst og lyd leger Christensen med biografiske fortællinger og kønsidentiteter, og hans performative bidrag bliver løbende indlemmet i udstillingen, der dermed ændrer form og karakter. Som prikken over i’et performer han da også på ferniseringsaftenen (in drag, selvfølgelig), men her går det imidlertid helt galt. Efter uger med Pride er man blevet så vant til stemte s’er og mænd i g-streng, at Christensens forsøg på at…provokere?mest af alt bare virker som en småborgerlig gentagelse.
Adam Christensen
Under sin performance optræder Christensen med lyrik der mest af alt lyder som en Lou Reed sang, hvor man har byttet ”New York” ud med ”Berlin”. Poesien er overlæsset med navnene på alle de stoffer, bandeord og seksuelle ekspliciteter som kunstneren har kunnet navngive, men sådan en opførsel er naboen Christiania altså meget bedre til at levere. Prøv bare at stille dig på Pusher Street og lyt – now we’re talking!
Adam Christensen performer…
Undskyld, Dan
Kunsthistorikeren fortryder næsten den kritik som sagesløse Dan Jørgensen blev udsat for i sidste måned (https://kunsthistorikeren.dk/doedsfald-paa-charlottenborg/), for nogle gange fatter man bare ikke pointen – og det er ok. Og her skal man virkelig bide sig selv i tungen for ikke at udbryde de forjættede ord: ”det kunne jeg også have lavet!”
Svend Danielsen
Det kunne vi måske, men vi gjorde det ikke. Det gjorde Svend Danielsen og Adam Christensen til gengæld, og det skal de have både ære, tak og betaling for. Desuden rummer værkerne også muligheden for fordybelse og refleksion over kunstmediet, narration og identitet, men det kræver som sagt tid og ro at nå dertil. Kunsthistorikeren vender i hvert tilbage en dag hvor festlighederne har lagt sig.
Adam Christensen
Tag selv en tur på Overgaden og se hvad du synes. Begge udstillinger kan opleves frem til den 21. oktober, og du kan læse mere udstillinger og arrangementer på www.overgaden.org.
Inspireret af sin seneste artikel om Enghave Brygges vidunderlige byggehegn (https://kunsthistorikeren.dk/skabelsesberetninger-fra-sydhavnen/), bringer Kunsthistorikeren denne gang en reportage fra sin egen baghave – for dér står sgu også et gigantisk byggehegn og pynter. Saneringstoget er nået til Urbanplanen på Amager, hvor man ombygger, nybygger og skaber tryghed for et milliardbeløb.
Kunsthistorikerens beskedne læserskare har opfordret til at man træder i karakter og står ved det man skriver…
I forbindelse med det omfattende byggeprojekt har man viet et flere hundrede meter langt byggehegn til lokalområdets (udvalgte) kreative sjæle, der løbende får mulighed for at dekorere hegnet. Kunsthistorikeren har resideret i Planen de sidste 8 år, og har den udsøgte fornøjelse at bo i første parket til forandringerne…
Home sweet home…
Da graffiti blev folkeligt
Normalt forbinder man street art med den uautoriserede kunst der dukker op i nattens mulm og mørke, og som ofte forsvinder som dug fra solen næste dag. Engang var graffiti indbegrebet af street art, men som Kunsthistorikeren har dokumenteret, bruges undergrundens formsprog også til at camouflere mere borgerlige aktiviteter som metrobyggeri og opførelse af familieboliger.
Piece af HuskMitNavn, som i øvrigt kan opleves på Nikolaj Kunsthal fra d. 29. august 2018 til d. 6. januar 2019.
Når graffiti bliver til på lovlig og organiseret vis, er det knap så street. Det bliver så at sige ophøjet til ”kunst i det offentlige rum”, og således får vi mulighed for at betragte malerierne side om side, og iagttage dem med vores kunstbriller (på næsetippen). Når man eliminerer alle street artens stresselementer, har kunstnerne desuden mulighed for at bruge ekstra tid og ressourcer på deres pieces, samtidigt med at de kan nyde den anerkendelse og ros, som de ellers går glip af i mørket. Der er altså tale om en win-win-win-situation.
Graffiti er vanvittigt flot når det er finansieret og lovligt.
Graffitiens Picasso’er
Det er dog ikke hvem som helst der har fået lov til dekorere væggene med den lovlige graffiti. Partnerskabet (en lokalorganisation i Urbanplanen) har blandt andre tildelt tre garvede og anerkendte graffitimalere det ærefulde hverv, nemlig kunstnerne Pheo, Dazzle og Husk Mit Navn fra graffitigruppen Bea Crew. De erfarne herrer har for længst udbyttet bøder med børn, men de nyder stadig duften af frisk spraymaling.
Det ligner sgu da Picasso?
De tæmmede bad boys’ værker mimer ikke umiddelbart familiefarens streg (hvordan fanden den end ser ud), og deres farvestrålende pieces giver Planen lidt af den kant og ærlighed som den fortjener. Selvfølgelig har man også givet plads til de lokale børneinstitutioner, der også har bidraget med…noget. Resultatet er både fascinerende og farvestrålende, men det holder sig på et formalistisk plan, og det er ligesom om at der mangler et eller andet.
I Urbanplanen er vi gode venner allesammen!
Ægte street art!
Det kan synes påfaldende at man kun har valgt at lade harmløse børn og kunstnere dekorere hegnet, et sted hvor så mange har så meget at fortælle. Uanset hvor mange af savannens dyr der manifesterer sig på væggene, ændrer det ikke ved det faktum at Urbanplanen er et udfordret sted. Man savner de unges stemme, og de eneste der faktisk lader til at dyrke tilhørsforholdet til UP med en vis stolthed, har kun pletvist gjort opmærksom på deres ellers iøjnefaldende eksistens.
Ungdommen, The ghetto youth, må ty til ægte street art hvis de vil udtrykke sig – og det vil de faktisk gerne. Som ægte avantgardekunstnere (fattige, skæve og kolde i røven) har de forsynet hegnet og de omkringliggende objekter med deres små, kritiske appropriationer. De interesserer sig tydeligvis for hvad der rører sig i samfundet, og formår at trænge direkte ind i sagens kerne med deres anarkistiske konceptkunst. Forandringerne i Urbanplanen er måske nok tiltrængte, men de skaber også en vis bekymring og identitetskrise blandt beboerne, der ikke rigtig ved hvad de skal forvente af en opgradering til 2,1 milliarder kroner. Hvad vi alle håber på, er at vi får et supermaked.
Du kan læse mere om Urbanplanen, boligforeningen 3B og milliardprojektet på www.urbanplanen.com, hvor du også kan finde informationer om Partnerskabet. Malerierne udskiftes løbende og kan opleves frem til slutningen af 2019, hvor 60 nye familieboliger og 100 nye ungdomsboliger efter planen skal stå færdige. Tak for besøget!
I Københavns Sydhavn kan man de næste fem års tid opleve Danmarks længste maleri. Maleriet er 470 meter langt og findes på det byggehegn der omgiver den endnu ikke eksisterende metrostation Enghave Brygge, der efter planen skal åbne i 2024. Værket forestiller evolutionshistorien, og på den lange støvvandring rundt om byggepladsen, møder vi alt fra mikroorganismer til vikinger.
Enghave Brygge metrostation åbner først i 2024, men indtil da kan du nyde Danmarks længste maleri på det omkringliggende hegn.
Evolution – et klassisk værk
Værket Evolutioner er ikke nogen ny attraktion i Sydhavnen. Faktisk er der tale om et ”legendarisk” stykke street art af graffitikunstneren Ulrik Schiødts, der siden 1999 har prydet en 170 meter lang mur ved H. C. Ørstedsværket. Men som en uundgåelig konsekvens af Sydhavnens uundgåelige sanering, måtte det oprindelige værk rives ned i 2016. Københavns Museum nåede dog at score en beskeden stump (på 24 ton), og den skal efter sigende kunne ses i museets nye udstillingslokaler i Stormgade fra 2019 og frem.
Graffitiværket Evolution har siden dets tilblivelse i 1999 opnået ikonstatus i Sydhavnen, og derfor har man valgt at genopføre det i et udvidet format efter nedrivningen af det oprindelig værk i 2016.
Længe leve graffitikunst?
Det er sjældent at graffitikunst får lov at leve længe nok til at blive kunsthistorie, men Evolution har næsten klaret skærene i to årtier, og har dermed indprentet sig i Københavnernes bevidsthed og lokalhistorie. Gennem årene har Sydhavnen været et sjældent tilflugtssted for de udskældte graffitimalere, der har kunnet dyrke deres lyssky hobby på lovlig vis. Tilbage i 2008 drøftede man muligheden for en fredning af det oprindelige værk, men da det viste sig at være kompliceret…blev ideen droppet.
Pip pip?
Længe leve graffitikunst!
Som et kæmpe plaster på såret har man så reserveret det gigantiske byggehegn til genopførelsen af det populære værk, der må siges at være vendt stærkt tilbage. I to måneder har tolv mand arbejdet på at genskabe skabelseshistorien, og enkelte af disse kunstnere har da også været med til at skabe det oprindelige værk. Selvom Evolution officielt skulle have stået færdigt i sidste uge, var luften stadig tung af spraymaling og kunstnere her en uge efter.
Der arbejdes stadig hårdt på at færdiggøre det rekordlange maleri. I to måneder har tolv mand knoklet for at få det færdigt, og der er stadig bare pletter hist og her…
En dyster påmindelse
Evolution indgår i en spøjs dialog med omgivelserne, og maleriets farvestrålende og frie former står i skærende kontrast til Sydhavnens grå gitter. Samtidig tilfører værket også den historieløse bydel en eller anden form for historie, den helt store historie, og man kommer således til at betragte den endeløse beton som evolutionens aktuelle fase. Denne deprimerende effekt er måske ikke tilsigtet, men kontrasten er ikke desto mindre interessant.
Tag en eksotisk rejse sydpå
Når man bevæger sig rundt i Sydhavnen, eller Nordhavnen for den sags skyld, kan man godt få følelsen af at være rejst til et andet land. Byggeriet bærer et internationalt præg, og skyder op med en hastighed der nærmest gør områderne umulige at genkende fra måned til måned. Det var med andre ord en meget eksotisk oplevelse at besøge Enghave Brygge, især når man entrerer fra Sjællandsbroen og får hele Sydhavnen med.
Kampen om havnen
Nogle vil måske mene at det er en skam sådan at smadre og udrydde Københavns oprindelige havnemiljøer, og de stykker Danmarkshistorie der knytter sig til dem, men ingen kan benægte at der til gengæld bliver gjort meget for at gøre området attraktivt for…for…for folk der har råd til at bo der. Heldigvis kan vi altid gense det tabte på Københavns Museum, så lad os krydse fingre for at der er plads nok i de nye lokaler.
Et billigt og børnevenligt udflugtsmål
Enghave Brygge er helt sikkert et besøg værd de næste fem års tid, desværre kan man jo ikke tage metroen derud før metrohegnet er væk, men der er masser andre muligheder. Værket er oplagt at besøge med børn, der formentlig vil kunne fastholdes hele runden igennem. Her har man både lejlighed til at tale om historie, kunst og socialpolitik, og det tager fremtidens generation næppe skade af at høre lidt om. Skulle det alligevel ikke være en succes, kan man dog glæde sig over at oplevelsen trods alt er gratis.
Kunstneren Jakob Jakobsen er blevet overøst med uventet opmærksomhed den sidste måneds tid.
Det har været en intens uge i kunstbranchen, hvor vi nok engang har kunnet nyde en ophedet debat om kunstens diffuse væsen. Debatten er ikke ny. Den er faktisk gevaldigt slidt og, tør man sige, gennemkneppet – men så længe der findes politikere, så længe findes spørgsmålet ”Skal det nu være kunst!?” og den uundgåelige følgekommentar ”Det kunne jeg da også have lavet”.
Skal det nu være kunst?
Debatten handler om kunstneren Jakob Jakobsens konceptuelle værk Dødsfald, der i al sin enkelthed består af 20 A4-ark med profetiske udsagn om forskellige politikeres fremtidige dødsfald: “Lars Løkke Rasmussen er død”, ”Birthe Rønn Hornbæk er død ”, ”Karen Ellemann er død” og så videre, og så videre. Københavns Billedkunstudvalg har indkøbt værket for 10.000 kr., og det har selvfølgelig vakt harme blandt politikere.
Tidligere på måneden forbrød socialdemokraten Dan Jørgensen sig for eksempel mod sin overlegne, intellektuelle position, da han gik lige i fælden og udtalte: ”Det er usmageligt det her! Og jeg forstår ikke, at man vil bruge skatteydernes penge på den slags!”. Denne kliché udgør første side i kunstdebattens drejebog, og i kølvandet på den dybsindige udtalelse har branchens øvrige aktører fulgt proceduren på næsten rørende vis.
Der var i hvert fald ikke et øje (eller noget som helst andet) tørt, da Charlottenborg inviterede til artist talk i onsdags. Her mødtes branchens shamaner i en svedhytte (Charlottenborgs kunstbiograf), hvor de indtog den euforiserende drik champagne, i håb om at få kontakt til kunstens sande væsen. Missionen lykkedes, da der sjovt nok var bred enighed om værkets berettigelse blandt de fremmødte.
Jakob Jakobsen og Michael Thouber forsvarede værket Dødsfald i en sveddryppende debat.
Grill-Danmark grilles
Enigheden skyldtes nok primært at der ikke var nogle repræsentanter fra ”grill-Danmark” tilstede (JA, det kaldte Charlottenborgs direktør Michael Thouber den lille skare af mennesker der ikke deltog i arrangementet!). En debat som denne har det med at trække fronterne op, og pludselig bliver det politisk ukorrekte og tabuiserede skel mellem høj- og lavkultur meget synligt.
Kampen om kulturforståelsen har altid udspillet sig parallelt med kunstens udvikling, og gennem århundreder har vi kunnet iagttage en bølgende bevægelse mellem forskellige polariserede kunstopfattelser. Engang blev Picasso ikke regnet for andet end en simpel tosse. Engang var Bjørn Nørgaard branchens bad boy. Tiderne skifter, og det gør opfattelsen af hvad kunst er så sandelig også.
Konceptkunsten kæmpede sin eksistentielle kamp op gennem det 20. århundrede, hvor den endte med at blive fast inventar på de store kunstinstitutioner (og dermed anerkendt som kunst). Sådan er det gået mange genrer, men konceptkunsten har haft særdeles svært ved at finde hvile i (grill)folkets bevidsthed og kunstbegreb, hvorfor der stadig snakkes der om fænomenet ”Lort på dåse” (Piero Manzonis værk Merda d’artistafra 1961!) ved enhver given lejlighed.
Ferniseringen tiltrak mange (relativt) forskellige mennesker, men fælles for dem var at de…ikke griller?
Tidsmaskinen
Dødsfald er oprindeligt fra 2011 og blev skabt i anledning af kunstskriftet Pist Prottas 30 års jubilæum. Da man syntes at et 30-års jubilæum ikke havde nok pondus, lavede man det i stedet om til et 50-års jubilæum, der nødvendigvis måtte foregå 20 år ude i fremtiden (2031). Forskellige kunstnere blev inviteret til at bidrage, og Jakobsen skabte således disse futuristiske nekrologer. Man samlede siden værkerne i et kompendium, som kan købes for 200 kr. på Charlottenborg.
Så det er altså forståeligt hvis en kunstner som Jakob Jakobsen synes at det er lidt stramt at skulle rejse med tidsmaskinen tilbage til 60’erne, for at forsvare sit værk fra 2011. Men han gjorde det, og han gjorde det godt. I en dialog med Michael Thouber (der også gjorde det godt!) opstod et nærmest rituelt forsvar af denne type værk, hvis essens netop udgøres af en udfordrende idé, snarere end et kostbart materiale. Et værk som dette kan blandt andet bruges til at diskutere nogle centrale temaer i kunsten, og det gjorde man selvfølgelig også i onsdags.
Der blev argumenteret for at værket kan ses som et demokratisk og intellektuelt modspil til den sensationsbaserede og dyre monumentalkunst, der fylder nutidens museer, natur- og byrum, uden at give beskueren nogen form for indflydelse på værket. Monumentalkunsten er måske spektakulær, men den nøjes ofte med at engagere det indre legebarn, og det er jo ikke alle der rummer sådan ét (for eksempel ikke Kunsthistorikeren, der også har betvivlet det pompøse format: https://kunsthistorikeren.dk/samtidskunsten-indtager-refshaleoeen-copenhagen-contemporarys-grand-reopening/).
Èn gang til for prins Knud
Når Dan ”Gøl” Jørgensen forarges over prisen, er det fordi han mener at selve A4-papiret er det centrale ved værket, men det er jo en misforståelse. Det virker måske elitært at udstille værker som ikke engang politikerne fatter, men faktisk er der tale om et demokratisk greb fra kunstnerens side. Som Jakobsen fremhæver er værket en undersøgelse af sprogets formåen, og her er vores reaktioner på de små foruroligende udsagn centrale. Debatten, forargelsen, og den higende søgen efter kunstens væren er alt sammen en forlængelse af værket, der på den måde tjener til at opretholde konceptkunstens hårdt tilkæmpede territorium.
Det som Michael Thouber betaler for, er ikke bare 20 A4-ark. Han betaler for at lønne en anerkendt kunstners arbejde, for at holde gang i kunstdebatten, for at sikre at kunsten ikke reduceres til spektakler, for at puste til vores kollektive dødsangst, for at vise at kunst kan skabes med få midler, at den ikke er noget elitært, men noget der netop kan skabes af os alle – hvis vi bare gad at tænke. Som han humoristisk påpeger har indramningen af de 20 ark været ligeså dyr som værket (500 kr./stk.), og han stiller sig spørgende over for, hvorfor vi er så uvillige til at betale for den kunstneriske praksis, da der jo heller ikke er nogle håndværkere der arbejder i A4 til under 500 kr.
Selvom der måske ikke var noget nyt under solen, var det alligevel hyggeligt endnu en gang at få cementeret kunstens domæne. Den skønne kunst har for længst fået konkurrence af udfordrende strømninger som konceptkunsten, men det er jo bare super sjovt at landets spidser stadig skriger på ”hjort-drikker-af-sø-malerier” (eller hvad pokker deres kunsthjerter end måtte begære). Samtidskunsten handler ikke om smag. Den handler ikke om skønhed. Den handler ikke om kostbarhed. Den handler om tankevirksomhed, og hvis man ikke kan være med på den, får man stryg når man udtaler sig i den offentlige debat, Danny boy.
Det var grill-Danmark mod østers-Danmark, og alle var tabere (især dem der troede at de efterfølgende skulle slukke tørsten i den tilstødende Apollo Bar, hvor man selvfølgelig skal seates, tale engelsk og vente længe på en overbetalt specialfadbamse).
Det kan synes påfaldende at man kun har valgt at lade harmløse børn og kunstnere dekorere hegnet, et sted hvor så mange har så meget at fortælle. Uanset hvor mange af savannens dyr der manifesterer sig på væggene, ændrer det ikke ved det faktum at Urbanplanen er et udfordret sted. Man savner de unges stemme, og 
Ungdommen, The ghetto youth, 
