september 2018

Kvindernes surrealisme er – også- et relativt overset kapitel i kunsthistorien, men det råder Kunstforeningen GL STRAND nu bod på ved at vise et unikt og imponerende udsnit af surrealisterne Franciska Clausen, Rita Kernn-Larsen og Elsa Thoresens vanvittige værker. Kunsthistorikeren kikkede forbi på den første udstillingsdag lørdag 15. September, og trods den (obligatoriske) kølige modtagelse, var udstillingen hot! Meget svær at kritisere, skulle det vise sig…

Surrealismens skjulte skatte

Siden sit indtog i første halvdel af det 20. århundrede, har surrealismen været en yndet ideologi og kunstart, som både kunstnere og fans har mæsket sig utrætteligt i. Surrealismens syrede charlataner (der blandt andre tæller internationale skikkelser som Salvador Dali, René Magritte og Marx Ernst) hyldes stadig ivrigt på museer og i plakatbutikker verden over, og der er intet der tyder på at genren trættes af den vedvarende eksponering – tværtimod.

Franciska Clausen, De kolde skuldres land, 1932.

I skyggen af de flamboyante herrer finder vi deres kvindelige sidestykker, der bestemt ikke begrænser sig til Frida Kahlo. Faktisk har Danmark avlet nogle ansete kvindelige surrealister, der rullede ærmerne op og skabte sig en plads på den internationale kunstscene i 1920’erne og 30’ernes kulturelle virvar. Desværre gik denne bedrift i glemmebogen, men det er heldigvis slut nu.

Udsnit fra udstillingen. Udstillingens kuratering underbygger værkernes forbindelser og sammenhænge, og væggenes farver er virkelig med til at fremhæve værkerne.

Kvindernes surrealisme viser de tre (nordiske) kvinders værker side om side, og således får vi serveret et overblik over de surrealistiske farver, former og motiver, som disse modige kvinder har bidraget med. Flere af værkerne har aldrig været udstillet før, og mange har levet deres liv i private hjem og samlinger, så det er på alle måder en enestående udstilling, som vi hér er vidner til.

Rita Kernn-Larsen, Searching for the Moon, 1936-37.

(Fantasiens) verden er lille

Når det så er sagt, så skal det også siges at det faktisk lader til at være ret begrænset hvad disse kvinder har haft af enestående tricks i deres opsmøgede ærmer. Værkerne er, ikke overraskende, ikke overraskende, og det er tydeligt at disse damer har siddet til bords med deres mandlige kollegaer. Og de har vist også drukket af den samme absintflaske.

Totalt Picasso rip-off… Rita Kernn-Larsen, De blå piger, 1934.

Surrealismens motiver udgøres gerne af hyperrealistiske, drømmeagtige scenarier og landskaber, som vi for eksempel kender det fra Dalis mærkværdige kompositioner. Det er pudsigt ved surrealismen, at så mange så syrede kunstnere har haft så identisk formsprog og motivverden. Altså, man skulle ligesom tro at det surrealle, det overnaturlige og fantastiske, rummede andet og mere end antropomorfe træer, piber og roser? Måske har de populære herrer i virkeligheden gået og snuppet motiver fra kvindelige kunstnere? Vi ved det ikke, men det er i hvert fald påfaldende så ens surrealismens åbenbaringer synes at være.

Rita Kernn-Larsen, An attendant, 1939. Det kunne Dali sgu ikke have gjort bedre…

Når DET så er sagt, så skal det siges at det selvfølgelig også er utroligt interessant at se hvordan kvinderne har været inspireret af, og forbundet til, tidens internationale strømninger. Udstillingen byder således på et gensyn med flere af modernismens nybrud, som foruden surrealismen også indbefatter genrer som kubismen og ekspressionismen. Kvinderne lader da også til at have en vis forkærlighed for mere feminine motiver og symboler, og værkernes protagonister er ofte kvinder (hvilket i øvrigt også gjaldt hos mændene).

Elsa Thoresens streg er lidt atypisk for surrealismen, idet den er mere malerisk og udflydende. Her ses to af hendes kompositioner med kvinder som motiv.

Farvestrålende forbindelser

De tre kvinder, Franciska Clausen, Rita Kernn-Larsen og Elsa Thoresens, er alle eksempler på kvindelige kunstnere, der på flere planer har turdet løsrive sig fra deres samtids gængse forventninger til kvinder. De søgte mod Europas internationale, mandsdominerede kunstnernetværk, og studerede under store kunstnere som Fernand Léger i Paris (hvilket både Franciska Clausen og Rita Kernn-Larsen gjorde).

Franciska Clausen, Abstrakt komposition, 1929 (x2).

Foruden deres internationale netværk og mandlige bekendtskaber, havde de også en tæt forbindelse til hinanden hjemme i København, hvor Franciska Clausen og Rita Kernn-Larsen ender efter en økonomisk deroute. I 1930’erne samles de omkring den danske surrealismegruppe, anført af maleren Vilhelm Bjerke-Petersen som Elsa Thoresen dannede par med, og som hjalp damerne med at holde fast i et internationalt netværk.

Den danske surrealisme peaker da Bjerke-Petersen inviterer en gruppe internationale surrealister til København i 1935, og Den Frie Udstillingsbygning tager sig den frihed at bringe den skelsættende udstilling kubisme = surrealisme. På denne udstilling udstiller både Clausen og Kernn-Larsen side om side med legender som Yves Tanguy, Man Ray, Magritte og Dali, hvilket var så stort som det kunne blive.

Elsa Thoresen, Klassisk landskab, 1937. Vi går ud fra at landskabet er klassisk i den forstand at det er taget direkte fra den store Dali…

Få år efter forduftede deres interesse for surrealismen og den internationale kunstscene (og vice versa), og trods deres store anerkendelse gik de efterhånden i glemmebogen, som så mange kvinder før dem. GL STRAND har derfor arrangeret et kæmpe gensyn med disse dejlige damer, og udstillingen skal nok genoplive interessen for deres kunst (eller måske bare skabe den til at starte med).

Elsa Thoresen, Stenenes mirakel, 1944. Lige til væggen derhjemme…

Hvad enten du kender noget til damerne eller ej, er det bestemt en fornøjelse at gå på opdagelse i de mange værker, for er vi ikke alle sammen suckers for surrealismens farvestrålende perversiteter? Udstillingen vises frem til 20. januar 2019, hvorefter den rykker videre til MSJ – Kunstmuseet i Tønder, hvor den kan opleves fra d. 2. februar til d. 2. juni 2019. Se mere på www.glstrand.dk.

Eksempler på tegninger af Franciska Clausen.

Franciska Clausen, Fisken (Désir de grossesse), 1926.

Franciska Clausen, Radioaktiv egn, 1960.

Franciska Clausen, Psykogram (Symbolerne), 1929-34.

Rita Kernn-Larsen, Opstilling, udateret.

Den forhenværende graffitirebel vil trods alt gerne huskes for andet end sit navn, og dette efterår kan du opleve hans soloudstilling TEGN i Nikolaj Kunsthals sakrale kirkerum. Her giver han den som formningslærer i det nedre galleri, og blandt børn og orgelrør glemmer vi hurtigt at han engang var street. Graffitikunstneren har for længst skabt sig et navn i de højere kunstkredse, og hans bedårende og humoristiske figurer nyder stor anerkendelse uden for undergrundsmiljøet.

TEGN!

Efter at have kæmpet sig igennem den imponerende kø på ferniseringsdagen, stod det hurtigt klart at udstillingen er endnu en af den slags, som kræver vores deltagelse for at blive fuldbyrdet – i dette tilfælde skal der tegnes. Rundt omkring i salen har kunstneren ophængt tavler og opstillet tegneborde, og dette workshop-præg er så at sige udstillingens altoverskyggende præmis.

Når man først kommer i gang…vi kender det allesammen.

Som beskuere får vi både mulighed for at tegne med kridt på tavlerne (ganske som i folkeskolen), og farvelægge HuskMitNavn-skabeloner (ganske som i børnehaven), og det er der faktisk et relativt stort antal besøgende der gør. Aldrig har HuskMitNavn haft så mange partners in crime, og med vores folkelige deltagelse er vi ligesom med til at genoprette kunstnerens uskyld.

Dette nuttede næsehorn skammer sig over at have malet på væggen…det lader det også til at HuskMitNavn gør.

For der findes vel næppe noget mere harmløst og skyldsudslettende end en flok farveladeglade kulturmennesker i et kirkerum? Kontrasten er interessant, og kunstneren har da også spillet på sin forgangne praksis’ ulovlige element: udstillingen er nemlig spækket med tegninger af politibetjente, og tavlerne skal forestille ulovlige lærreder i form af togvogne og guldindrammede malerier.

Geni eller sell out?

Til udstilling har ham med navnet skabt en imponerende mængde stedsspecifikke malerier som han, heelt tro mod stilen, har ladet opføre på kirkens vægge. Altså ikke på væggene, men på de hvidmalede plader som der var blevet opsat til lejligheden. Vi kender også HuskMitNavn for hans underholdende papirarbejder, hvor tegning og folder går op i en højere enhed og skaber små løjerlige fortællinger, men bedrøveligt nok var papirfiflerierne kun gengivet som fotografier på nogle plancher.

Desværre må vi nøjes med repræsentationer af de løjerlige papirkunster.

I det hele taget er det totale fravær af tidsfølge, autenticitet, og kriminalitet, med til at give udstillingen et dekoreret og institutionelt præg. Kunsthistorikerens tanker faldt (helt ufrivilligt) på barndommens Alfons Åberg-filmvisninger på biblioteket, på hospitaler, på venteværelser og fritidshjem – havde det ikke være for de gyldne ferniseringsdråber, kunne man godt have fået et angstanfald.

Udstillingen er på sin vis både smuk, underholdende og opløftende, men det hele bliver sgu så offentligt. Det er altid interessant når undergrundens blomster bryder igennem systemets asfalt, men for kunstneren er gennembruddet ofte forbundet med et indlejret paradoks, for hvilket lag tilhører man så? På denne udstilling topper kommercialiseringen af undergrundskulturen ude i museumsbutikken, hvor der sælges et udvalg af HuskMitNavn print.

Kunst og kirkerum udligner ligesom hinanden.

Udstillingen vil formentlig være et rigtigt efterårsferiehit for hele familien, hvis Nikolaj Kunsthal ellers kan følge trop med forbruget af kridt, farver og skabeloner i den populære museumsuge. Hvis denne tanke giver dig koldsved, kan du også bare smutte ind og se den i en anden uge, inden udstillingen slutter d. 6. januar 2019.