Overgaden i overgear

Klichéerne stod trofast i kø da overlegne Overgaden inviterede til fernisering fredag d. 24. august. Kunstnerne Adam Christensen og Svend Danielsen har hver fået stillet en etage til rådighed i den smukke kunsthal, og det er der (ikke overraskende) kommet to mere eller mindre prætentiøse udstillinger ud af.

 Under linjen, Svend Danielsen (f. 1955)

Som kunsthistoriker burde Kunsthistorikeren kunne rumme og forsvare alle kunstscenens forskellige indfald – men på Overgaden gives der sommetider fortabt. I mødet med Svend Danielsens udstilling Under linjen kunne man selvfølgelig kaste sig ud i et forsvar af det abstrakte maleri, materialeundersøgelsen og den procesorienterede kunst, men da Kunsthistorikeren er sin egen boss, er dette heldigvis ikke nødvendigt.

Svend Danielsen

I stedet kan der berettes om en samling af malerier, der desværre bliver totalt intetsigende i ferniseringens inferno af gæster og sniksnak. Danielsens arbejder og metoder er ellers interessante og vedkommende nok, og gennem flere årtier har han været med til at sprænge kunstens konventionelle værkbegreber, materialer og metoder. Danielsen formår at kondensere fysiske erfaringer og mane dem frem på lærredet, og han forstår at administrere det abstrakte maleri,  samt at forvandle skrald til skulptur.

Svend Danielsen

Inspireret af kunsthistorien, sine omgivelser og hverdagens objekter, omsætter han disse konkrete og personlige indtryk til form og farve på lærredet. Hans værker rummer derfor små spor af betydning og figuration, som man (hvis der er fred og ro) kan fordybe sig i at afkode. Desværre var der ikke mulighed for den fordybende kontemplation som værkerne kræver, da ferniseringer jo gerne handler mere om at blive set, end selv at se. Publikum lod da også til at være mere optagede af mødet med hinanden, end af mødet med kunsten.

Svend Danielsen

Shitty Heartbreaker, Adam Christensen (f. 1979)

På overetagen er historien den samme. På papiret gør Adam Christensen alt det rigtige: han overskrider og nedbryder grænser, han skaber relationer, undersøger, bearbejder, fragmenterer, engagerer og udvikler sit narrativ i ”et opløst rum af virkelighed og fiktion”. Han præsenterer en bred alsidighed i sit valg af materialer, der spænder over tekstilarbejder og video, til overheadprojektion, readymades og performance, og således kan der sættes kryds ved alt på den postmoderne tjekliste.

Adam Christensen

Ved hjælp af billeder, tekst og lyd leger Christensen med biografiske fortællinger og kønsidentiteter, og hans performative bidrag bliver løbende indlemmet i udstillingen, der dermed ændrer form og karakter. Som prikken over i’et performer han da også på ferniseringsaftenen (in drag, selvfølgelig), men her går det imidlertid helt galt. Efter uger med Pride er man blevet så vant til stemte s’er og mænd i g-streng, at Christensens forsøg på at…provokere?mest af alt bare virker som en småborgerlig gentagelse.

Adam Christensen

Under sin performance optræder Christensen med lyrik der mest af alt lyder som en Lou Reed sang, hvor man har byttet ”New York” ud med ”Berlin”. Poesien er overlæsset med navnene på alle de stoffer, bandeord og seksuelle ekspliciteter som kunstneren har kunnet navngive, men sådan en opførsel er naboen Christiania altså meget bedre til at levere. Prøv bare at stille dig på Pusher Street og lyt – now we’re talking!

Adam Christensen performer…

Undskyld, Dan

Kunsthistorikeren fortryder næsten den kritik som sagesløse Dan Jørgensen blev udsat for i sidste måned (https://kunsthistorikeren.dk/doedsfald-paa-charlottenborg/), for nogle gange fatter man bare ikke pointen – og det er ok. Og her skal man virkelig bide sig selv i tungen for ikke at udbryde de forjættede ord: ”det kunne jeg også have lavet!”

Svend Danielsen

Det kunne vi måske, men vi gjorde det ikke. Det gjorde Svend Danielsen og Adam Christensen til gengæld, og det skal de have både ære, tak og betaling for. Desuden rummer værkerne også muligheden for fordybelse og refleksion over kunstmediet, narration og identitet, men det kræver som sagt tid og ro at nå dertil. Kunsthistorikeren vender i hvert tilbage en dag hvor festlighederne har lagt sig.

Adam Christensen

Tag selv en tur på Overgaden og se hvad du synes. Begge udstillinger kan opleves frem til den 21. oktober, og du kan læse mere udstillinger og arrangementer på www.overgaden.org.

Svend Danielsen.
Adam Christensen
Svend Danielsen
Adam Christensen

Street art i Planen

Inspireret af sin seneste artikel om Enghave Brygges vidunderlige byggehegn (https://kunsthistorikeren.dk/skabelsesberetninger-fra-sydhavnen/), bringer Kunsthistorikeren denne gang en reportage fra sin egen baghave – for dér står sgu også et gigantisk byggehegn og pynter. Saneringstoget er nået til Urbanplanen på Amager, hvor man ombygger, nybygger og skaber tryghed for et milliardbeløb.

Kunsthistorikerens beskedne læserskare har opfordret til at man træder i karakter og står ved det man skriver…

I forbindelse med det omfattende byggeprojekt har man viet et flere hundrede meter langt byggehegn til lokalområdets (udvalgte) kreative sjæle, der løbende får mulighed for at dekorere hegnet. Kunsthistorikeren har resideret i Planen de sidste 8 år, og har den udsøgte fornøjelse at bo i første parket til forandringerne…

Home sweet home…

Da graffiti blev folkeligt

Normalt forbinder man street art med den uautoriserede kunst der dukker op i nattens mulm og mørke, og som ofte forsvinder som dug fra solen næste dag. Engang var graffiti indbegrebet af street art, men som Kunsthistorikeren har dokumenteret, bruges undergrundens formsprog også til at camouflere mere borgerlige aktiviteter som metrobyggeri og opførelse af familieboliger.

Piece af HuskMitNavn, som i øvrigt kan opleves på Nikolaj Kunsthal fra d. 29. august 2018 til d. 6. januar 2019.

Når graffiti bliver til på lovlig og organiseret vis, er det knap så street. Det bliver så at sige ophøjet til ”kunst i det offentlige rum”, og således får vi mulighed for at betragte malerierne side om side, og iagttage dem med vores kunstbriller (på næsetippen). Når man eliminerer alle street artens stresselementer, har kunstnerne desuden mulighed for at bruge ekstra tid og ressourcer på deres pieces, samtidigt med at de kan nyde den anerkendelse og ros, som de ellers går glip af i mørket. Der er altså tale om en win-win-win-situation.

Graffiti er vanvittigt flot når det er finansieret og lovligt.

Graffitiens Picasso’er

Det er dog ikke hvem som helst der har fået lov til dekorere væggene med den lovlige graffiti. Partnerskabet (en lokalorganisation i Urbanplanen) har blandt andre tildelt tre garvede og anerkendte graffitimalere det ærefulde hverv, nemlig kunstnerne Pheo, Dazzle og Husk Mit Navn fra graffitigruppen Bea Crew. De erfarne herrer har for længst udbyttet bøder med børn, men de nyder stadig duften af frisk spraymaling.

Det ligner sgu da Picasso?

De tæmmede bad boys’ værker mimer ikke umiddelbart familiefarens streg (hvordan fanden den end ser ud), og deres farvestrålende pieces giver Planen lidt af den kant og ærlighed som den fortjener. Selvfølgelig har man også givet plads til de lokale børneinstitutioner, der også har bidraget med…noget. Resultatet er både fascinerende og farvestrålende, men det holder sig på et formalistisk plan, og det er ligesom om at der mangler et eller andet.

I Urbanplanen er vi gode venner allesammen!

Ægte street art!

Det kan synes påfaldende at man kun har valgt at lade harmløse børn og kunstnere dekorere hegnet, et sted hvor så mange har så meget at fortælle. Uanset hvor mange af savannens dyr der manifesterer sig på væggene, ændrer det ikke ved det faktum at Urbanplanen er et udfordret sted. Man savner de unges stemme, og de eneste der faktisk lader til at dyrke tilhørsforholdet til UP med en vis stolthed, har kun pletvist gjort opmærksom på deres ellers iøjnefaldende eksistens.

Ungdommen, The ghetto youth, må ty til ægte street art hvis de vil udtrykke sig – og det vil de faktisk gerne. Som ægte avantgardekunstnere (fattige, skæve og kolde i røven) har de forsynet hegnet og de omkringliggende objekter med deres små, kritiske appropriationer. De interesserer sig tydeligvis for hvad der rører sig i samfundet, og formår at trænge direkte ind i sagens kerne med deres anarkistiske konceptkunst. Forandringerne i Urbanplanen er måske nok tiltrængte, men de skaber også en vis bekymring og identitetskrise blandt beboerne, der ikke rigtig ved hvad de skal forvente af en opgradering til 2,1 milliarder kroner. Hvad vi alle håber på, er at vi får et supermaked.

Du kan læse mere om Urbanplanen, boligforeningen 3B og milliardprojektet på www.urbanplanen.com, hvor du også kan finde informationer om Partnerskabet. Malerierne udskiftes løbende og kan opleves frem til slutningen af 2019, hvor 60 nye familieboliger og 100 nye ungdomsboliger efter planen skal stå færdige. Tak for besøget!

Skabelsesberetninger fra Sydhavnen

I Københavns Sydhavn kan man de næste fem års tid opleve Danmarks længste maleri. Maleriet er 470 meter langt og findes på det byggehegn der omgiver den endnu ikke eksisterende metrostation Enghave Brygge, der efter planen skal åbne i 2024. Værket forestiller evolutionshistorien, og på den lange støvvandring rundt om byggepladsen, møder vi alt fra mikroorganismer til vikinger.

Enghave Brygge metrostation åbner først i 2024, men indtil da kan du nyde Danmarks længste maleri på det omkringliggende hegn.

Evolution – et klassisk værk

Værket Evolutioner er ikke nogen ny attraktion i Sydhavnen. Faktisk er der tale om et ”legendarisk” stykke street art af graffitikunstneren Ulrik Schiødts, der siden 1999 har prydet en 170 meter lang mur ved H. C. Ørstedsværket. Men som en uundgåelig konsekvens af Sydhavnens uundgåelige sanering, måtte det oprindelige værk rives ned i 2016. Københavns Museum nåede dog at score en beskeden stump (på 24 ton), og den skal efter sigende kunne ses i museets nye udstillingslokaler i Stormgade fra 2019 og frem.

Graffitiværket Evolution har siden dets tilblivelse i 1999 opnået ikonstatus i Sydhavnen, og derfor har man valgt at genopføre det i et udvidet format efter nedrivningen af det oprindelig værk i 2016.

Længe leve graffitikunst?

Det er sjældent at graffitikunst får lov at leve længe nok til at blive kunsthistorie, men Evolution har næsten klaret skærene i to årtier, og har dermed indprentet sig i Københavnernes bevidsthed og lokalhistorie. Gennem årene har Sydhavnen været et sjældent tilflugtssted for de udskældte graffitimalere, der har kunnet dyrke deres lyssky hobby på lovlig vis. Tilbage i 2008 drøftede man muligheden for en fredning af det oprindelige værk, men da det viste sig at være kompliceret…blev ideen droppet.

Pip pip?

Længe leve graffitikunst!

Som et kæmpe plaster på såret har man så reserveret det gigantiske byggehegn til genopførelsen af det populære værk, der må siges at være vendt stærkt tilbage. I to måneder har tolv mand arbejdet på at genskabe skabelseshistorien, og enkelte af disse kunstnere har da også været med til at skabe det oprindelige værk. Selvom Evolution officielt skulle have stået færdigt i sidste uge, var luften stadig tung af spraymaling og kunstnere her en uge efter.

Der arbejdes stadig hårdt på at færdiggøre det rekordlange maleri. I to måneder har tolv mand knoklet for at få det færdigt, og der er stadig bare pletter hist og her…

En dyster påmindelse

Evolution indgår i en spøjs dialog med omgivelserne, og maleriets farvestrålende og frie former står i skærende kontrast til Sydhavnens grå gitter. Samtidig tilfører værket også den historieløse bydel en eller anden form for historie, den helt store historie, og man kommer således til at betragte den endeløse beton som evolutionens aktuelle fase. Denne deprimerende effekt er måske ikke tilsigtet, men kontrasten er ikke desto mindre interessant.

Tag en eksotisk rejse sydpå

Når man bevæger sig rundt i Sydhavnen, eller Nordhavnen for den sags skyld, kan man godt få følelsen af at være rejst til et andet land. Byggeriet bærer et internationalt præg, og skyder op med en hastighed der nærmest gør områderne umulige at genkende fra måned til måned. Det var med andre ord en meget eksotisk oplevelse at besøge Enghave Brygge, især når man entrerer fra Sjællandsbroen og får hele Sydhavnen med.

Kampen om havnen

Nogle vil måske mene at det er en skam sådan at smadre og udrydde Københavns oprindelige havnemiljøer, og de stykker Danmarkshistorie der knytter sig til dem, men ingen kan benægte at der til gengæld bliver gjort meget for at gøre området attraktivt for…for…for folk der har råd til at bo der. Heldigvis kan vi altid gense det tabte på Københavns Museum, så lad os krydse fingre for at der er plads nok i de nye lokaler.

Et billigt og børnevenligt udflugtsmål

Enghave Brygge er helt sikkert et besøg værd de næste fem års tid, desværre kan man jo ikke tage metroen derud før metrohegnet er væk, men der er masser andre muligheder. Værket er oplagt at besøge med børn, der formentlig vil kunne fastholdes hele runden igennem. Her har man både lejlighed til at tale om historie, kunst og socialpolitik, og det tager fremtidens generation næppe skade af at høre lidt om. Skulle det alligevel ikke være en succes, kan man dog glæde sig over at oplevelsen trods alt er gratis.