Dødsfald på Charlottenborg – Jakob Jakobsen forsvarer sin udskældte gerning

Kunstneren Jakob Jakobsen er blevet overøst med uventet opmærksomhed den sidste måneds tid.

Det har været en intens uge i kunstbranchen, hvor vi nok engang har kunnet nyde en ophedet debat om kunstens diffuse væsen. Debatten er ikke ny. Den er faktisk  gevaldigt slidt og, tør man sige, gennemkneppet – men så længe der findes politikere, så længe findes spørgsmålet ”Skal det nu være kunst!?” og den uundgåelige følgekommentar ”Det kunne jeg da også have lavet”.

Skal det nu være kunst?

Debatten handler om kunstneren Jakob Jakobsens konceptuelle værk Dødsfald, der i al sin enkelthed består af 20 A4-ark med profetiske udsagn om forskellige politikeres fremtidige dødsfald: “Lars Løkke Rasmussen er død”, ”Birthe Rønn Hornbæk er død ”, ”Karen Ellemann er død” og så videre, og så videre. Københavns Billedkunstudvalg har indkøbt værket for 10.000 kr., og det har selvfølgelig vakt harme blandt politikere.

Tidligere på måneden forbrød socialdemokraten Dan Jørgensen sig for eksempel mod sin overlegne, intellektuelle position, da han gik lige i fælden og udtalte: ”Det er usmageligt det her! Og jeg forstår ikke, at man vil bruge skatteydernes penge på den slags!”. Denne kliché udgør første side i kunstdebattens drejebog, og i kølvandet på den dybsindige udtalelse har branchens øvrige aktører fulgt proceduren på næsten rørende vis.

Der var i hvert fald ikke et øje (eller noget som helst andet) tørt, da Charlottenborg inviterede til artist talk i onsdags. Her mødtes branchens shamaner i en svedhytte (Charlottenborgs kunstbiograf), hvor de indtog den euforiserende drik champagne, i håb om at få kontakt til kunstens sande væsen. Missionen lykkedes, da der sjovt nok var bred enighed om værkets berettigelse  blandt de fremmødte.

Jakob Jakobsen og Michael Thouber forsvarede værket Dødsfald i en sveddryppende debat.

Grill-Danmark grilles

Enigheden skyldtes nok primært at der ikke var nogle repræsentanter fra ”grill-Danmark” tilstede (JA, det kaldte Charlottenborgs direktør Michael Thouber den lille skare af mennesker der ikke deltog i arrangementet!). En debat som denne har det med at trække fronterne op, og pludselig bliver det politisk ukorrekte og tabuiserede skel mellem høj- og lavkultur meget synligt.

Kampen om kulturforståelsen har altid udspillet sig parallelt med kunstens udvikling, og gennem århundreder har vi kunnet iagttage en bølgende bevægelse mellem forskellige polariserede kunstopfattelser. Engang blev Picasso ikke regnet for andet end en simpel tosse. Engang var Bjørn Nørgaard branchens bad boy. Tiderne skifter, og det gør opfattelsen af hvad kunst er så sandelig også.

Konceptkunsten kæmpede sin eksistentielle kamp op gennem det 20. århundrede, hvor den endte med at blive fast inventar på de store kunstinstitutioner (og dermed anerkendt som kunst). Sådan er det gået mange genrer, men konceptkunsten har haft særdeles svært ved at finde hvile i (grill)folkets bevidsthed og kunstbegreb, hvorfor der stadig snakkes der om fænomenet ”Lort på dåse” (Piero Manzonis værk Merda d’artistafra 1961!) ved enhver given lejlighed.

Ferniseringen tiltrak mange (relativt) forskellige mennesker, men fælles for dem var at de…ikke griller?

Tidsmaskinen

Dødsfald er oprindeligt fra 2011 og blev skabt i anledning af kunstskriftet Pist Prottas 30 års jubilæum. Da man syntes at et 30-års jubilæum ikke havde nok pondus, lavede man det i stedet om til et 50-års jubilæum, der nødvendigvis måtte foregå 20 år ude i fremtiden (2031). Forskellige kunstnere blev inviteret til at bidrage, og Jakobsen skabte således disse futuristiske nekrologer. Man samlede siden værkerne i et kompendium, som kan købes for 200 kr. på Charlottenborg.

Så det er altså forståeligt hvis en kunstner som Jakob Jakobsen synes at det er lidt stramt at skulle rejse med tidsmaskinen tilbage til 60’erne, for at forsvare sit værk fra 2011. Men han gjorde det, og han gjorde det godt. I en dialog med Michael Thouber (der også gjorde det godt!) opstod et nærmest rituelt forsvar af denne type værk, hvis essens netop udgøres af en udfordrende idé, snarere end et kostbart materiale. Et værk som dette kan blandt andet bruges til at diskutere nogle centrale temaer i kunsten, og det gjorde man selvfølgelig også i onsdags.

Der blev argumenteret for at værket kan ses som et demokratisk og intellektuelt modspil til den sensationsbaserede og dyre monumentalkunst, der fylder nutidens museer, natur- og byrum, uden at give beskueren nogen form for indflydelse på værket. Monumentalkunsten er måske spektakulær, men den nøjes ofte med at engagere det indre legebarn, og det er jo ikke alle der rummer sådan ét (for eksempel ikke Kunsthistorikeren, der også har betvivlet det pompøse format: https://kunsthistorikeren.dk/samtidskunsten-indtager-refshaleoeen-copenhagen-contemporarys-grand-reopening/).

Èn gang til for prins Knud

Når Dan ”Gøl” Jørgensen forarges over prisen, er det fordi han mener at selve A4-papiret er det centrale ved værket, men det er jo en misforståelse. Det virker måske elitært at udstille værker som ikke engang  politikerne fatter, men faktisk er der tale om et demokratisk greb fra kunstnerens side. Som Jakobsen fremhæver er værket en undersøgelse af sprogets formåen, og her er vores reaktioner på de små foruroligende udsagn centrale. Debatten, forargelsen, og den higende søgen efter kunstens væren er alt sammen en forlængelse af værket, der på den måde tjener til at opretholde konceptkunstens hårdt tilkæmpede territorium.

Det som Michael Thouber betaler for, er ikke bare 20 A4-ark. Han betaler for at lønne en anerkendt kunstners arbejde, for at holde gang i kunstdebatten, for at sikre at kunsten ikke reduceres til spektakler, for at puste til vores kollektive dødsangst, for at vise at kunst kan skabes med få midler, at den ikke er noget elitært, men noget der netop kan skabes af os alle – hvis vi bare gad at tænke.  Som han humoristisk påpeger har indramningen af de 20 ark været ligeså dyr som værket (500 kr./stk.), og han stiller sig spørgende over for, hvorfor vi er så uvillige til at betale for den kunstneriske praksis, da der jo heller ikke er nogle håndværkere der arbejder i A4 til under 500 kr.

Selvom der måske ikke var noget nyt under solen, var det alligevel hyggeligt endnu en gang at få cementeret kunstens domæne. Den skønne kunst har for længst fået konkurrence af udfordrende strømninger som konceptkunsten, men det er jo bare super sjovt at landets spidser stadig skriger på ”hjort-drikker-af-sø-malerier” (eller hvad pokker deres kunsthjerter end måtte begære). Samtidskunsten handler ikke om smag. Den handler ikke om skønhed. Den handler ikke om kostbarhed. Den handler om tankevirksomhed, og hvis man ikke kan være med på den, får man stryg når man udtaler sig i den offentlige debat, Danny boy.

Det var grill-Danmark mod østers-Danmark, og alle var tabere (især dem der troede at de efterfølgende skulle slukke tørsten i den tilstødende Apollo Bar, hvor man selvfølgelig skal seates, tale engelsk og vente længe på en overbetalt specialfadbamse).

Dødsfald kan opleves på Kunsthal Charlottenborg frem til den 12. august, men takket være samtidskunstens innovative, demokratiske gavmildhed, kan du selv opleve og printe værket her:  https://kunsthalcharlottenborg.dk/wp-content/uploads/2018/07/Dødsfald.2011.JakobJakobsen.pdf

BLOX: New Block on the Block!

– en hed dag på Dansk Arkitektur Center

I den forgangne uge besluttede Kunsthistorikeren sig for at se nærmere på Christians Brygges sidste skud på glasstammen: bygningen BLOX. I denne mastodont af en bygning finder vi Dansk Arkitektur Center (DAC), der siden åbningen i maj har forsøgt at engagere befolkningen i arkitekturens glæder. Denne opgave er ikke ligefrem let på en københavnsk sommerdag, hvor byen undtagelsesvis lokker med sit udeliv. Dog viste BLOX sig at være et godt sted at tilbringe en varm solskinsdag i juli.

BLOX sprænger de konventionelle rammer med sin inspirerende arkitektur, her ses for eksempel en smuk legeplads.

En by i byen

Det skal indrømmes at Kunsthistorikeren kun sjældent forvilder sig ned på Christians Brygge, som regel følges områdets aktiviteter fra cykelture over Langebro, og derfor var det noget af en overraskelse at opleve BLOX tæt på. Bygningen er lokeret ved siden af en anden velkendt kulturklods, Den Sorte Diamant, og disse dominerende tvillinger har nu monopoliseret denne fløj af bryggen.

DAC har indlagt masser af pusterum i bygningen. I dette rum kan man gakke lidt ud og vinke til sine venner ovre i Diamanten.

DAC beskriver BLOX som en pulserende by i sig selv. En by i byen. Bygningen rummer både udstillinger, kontorer, private lejligheder, restauranter og et fitnesscenter, altså alt hvad et københavnerhjerte måtte begære. Trods landsbydød og ghettodannelse har arkitekturen endnu ikke forkastet storcentermodellen, og i BLOX kan hele livet leves uden kontakt til omverdenen, præcis som vi kender det fra andre ghettoer.

BLOX udvisker grænserne mellem inde og ude, oppe og nede, offentligt og privat.

”Her møder du skoleklassen, direktøren og den japanske turist”, står der i introduktionsmaterialet – men hvem fanden gider egentlig at møde dem? Hvem du ikke møder er fattige, almindelige, skøre, jævne mennesker; der må du en tur over broen til Christiania (som i øvrigt er de retmæssige brugere af slogannet ”En by i byen”).

En blæret bygning

Nu hvor kritikken er på plads, skal vi ikke glemme at rose. BLOX er en vanvittig bygning. Modsat sin dystre tvilling er den præget af en snørklet åbenhed, der inviterer den besøgende til at udforske de mange afkroge, som rummer masser af arkitektoniske overraskelser og fine detaljer. Da bygningen er ny står den selvfølgelig knivskarpt, og det er på alle måder en lækker oplevelse at gå omkring.

DACs udstillingsareal spreder sig over flere etager. I det gyldne galleri finder vi Olafur Eliassons værk Multiple shadow house.

Bygningen er på én gang overkommelig og total uhåndgribelig, Vi bevæger os frit mellem inde og ude, oppe og nede, og vores opmærksomhed henledes hele tiden mod et nyt punkt. Begejstringen kulminerer i mødet med en af byens mest blærede tagterrasser, hvor man kan få sig en let anretning og en forfriskning i solen (7-9-13), mens man nyder synet af Københavns smukke…skyline.

En billet til DAC giver dig også adgang til en midlertidig plads i himlen.

Tagterrassen er faktisk et besøg værd i sig selv, og med en entre-pris på 110 kr. kan det være en god idé at koordinere besøget med vejrguderne først. Bygningens øvrige faciliteter såsom legeplads, café og restaurant trives også bedst i sommervejr, så det kan godt betale sig at ofre en stranddag for besøget.

Welcome Home: På opdagelse i danskernes bolighistorie

En både informativ og dekorativ tidslinje tager os med på en rejse gennem danskernes bolighistorie fra 1850 til i dag.

Hjemmet udgør rammen og temaet for den første udstilling i DACs nye liebhaverhjem. Welcome home kaster både et historisk blik på vores boliger gennem tiderne, og på de aktuelle udfordringer som arkitekturen står overfor i dag. En informativ tidslinje fører os gennem Københavns boligudvikling fra 1850 til i dag, og collagen fremhæver de historiske nybrud der har været med til at forme vores boligadfærd, fra industrialisering og verdenskrige til megacities og klimakriser.

Udsnit af tidslinjen. Her ses den legendariske danske arkitekt og byplanlægger Jan Gehl.

Efter den flotte præsentation af historiens glatte gang, er vi klar til at gå på opdagelse i femtidens boliger. Vi bliver heldigvis ikke snydt for de obligatoriske modelhuse, der vel vækker en barnlig glæde hos de fleste. Udstillingen eksperimenterer også med mere moderne, interaktive formidlingsgreb (heldigvis ikke for mange), og således får vi blandt andet mulighed for at engagere os gennem virtual reality og finde vores drømmebolig ved hjælp af en digital-test-tur gennem udstillingen.

Venligbolig Plus. Skala 1:25. Arkitekt: ONV Arkitekter, 2+1 Idébureau.      Arkitekturmodeller er altid et effektivt virkemiddel, og alle elsker dem.

Fremtiden byder på færre kvadratmeter og mere offentlighed. Den blandede by, menneskets by, hyldes som ideal; men som det ofte er tilfældet med arkitekturens idealer, er der langt fra Københavns virkelighed til tegnestuens Utopia. Fremtiden er på trapperne, men indtil da må vi altså nøjes med glaspaladser, vindtunneler og ubetalelig ”birdshit architecture”, som den berømte byplanlægger Jan Gehl så smukt kalder den menneskefornægtende arkitektur, der fungerer bedst på et tegnebræt.

Welcome Home inviterer dig indenfor i et rum der er halv ejer- og halv lejebolig. Her kan vi udforske forbrugsforskelle mellem de to beboertyper, hvilket er ret interessant.

Olafur Eliasson: Multiple shadow house

Evigt aktuelle Olafur Eliasson har ikke overraskende fået lov at åbne ballet på DAC. Dansk kunsts (og åbenbart også dansk arkitekturs) darling har omdannet det nedre udstillingsplateau (The Golden Gallery) til tre labyrintiske rum og forsynet rummene med interaktive lysinstallationer, der aktiveres når vi passerer lyskilderne på gulvene.

Kunsthistorikeren poserer i Olafur Eliassons værk Multiple shadow house.

Vores tilstedeværelse spalter lyset og skaber de fascinerende, farvestrålende formationer, som fuldender værkets invitation. Værket er både sanseligt og æstetisk, og er man så heldig at have et rum for sig selv, er det også særdeles underholdende. ”Kig lige om der kommer nogen”, og så står den ellers på posing.

Multiple shadow house. Her ses den beskedne lyskilde der forvandler vores tilstedeværelse til kunst.

Set i relation til Welcome Home-udstillingen kan værket tolkes som en refleksion over husets og hjemmets væsensforskelle. Huset er blot en fysisk ramme, en tom skal der skal bebos før den bliver et hjem. Hjemmet er andet og mere end arkitekturen, hjemligheden er for eksempel mennesker, farver og bevægelse, og det kan Olafur Eliassons værk altså siges at illustrere. Kan!

Af sted med jer

BLOX og DAC er bestemt et besøg værd, især på en varm sommerdag hvor man både kan køle sig ned, sole sig og have tagterrassen, baren og lysinstallationen for sig selv – good times! Selv Kunsthistorikerens medbragte muskelmand var begejstret, og han er ellers ikke til fals for finkultur. Så kom af sted inden sommeren og udstillingerne udløber.

Welcome Home kan opleves indtil den 23. september, mens Olafur Eliassons Multiple shadow house fortsætter frem til den 21. oktober 2018. Sommeren slutter formentlig snarest. Se mere på www.dac.dk, hvor du også kan læse mere om de events, talks, walks og workshops som DAC afholder i den nærmeste fremtid (og det er ikke få).