Det har været en intens uge i kunstbranchen, hvor vi nok engang har kunnet nyde en ophedet debat om kunstens diffuse væsen. Debatten er ikke ny. Den er faktisk gevaldigt slidt og, tør man sige, gennemkneppet – men så længe der findes politikere, så længe findes spørgsmålet ”Skal det nu være kunst!?” og den uundgåelige følgekommentar ”Det kunne jeg da også have lavet”.
Skal det nu være kunst?
Debatten handler om kunstneren Jakob Jakobsens konceptuelle værk Dødsfald, der i al sin enkelthed består af 20 A4-ark med profetiske udsagn om forskellige politikeres fremtidige dødsfald: “Lars Løkke Rasmussen er død”, ”Birthe Rønn Hornbæk er død ”, ”Karen Ellemann er død” og så videre, og så videre. Københavns Billedkunstudvalg har indkøbt værket for 10.000 kr., og det har selvfølgelig vakt harme blandt politikere.
Tidligere på måneden forbrød socialdemokraten Dan Jørgensen sig for eksempel mod sin overlegne, intellektuelle position, da han gik lige i fælden og udtalte: ”Det er usmageligt det her! Og jeg forstår ikke, at man vil bruge skatteydernes penge på den slags!”. Denne kliché udgør første side i kunstdebattens drejebog, og i kølvandet på den dybsindige udtalelse har branchens øvrige aktører fulgt proceduren på næsten rørende vis.
Der var i hvert fald ikke et øje (eller noget som helst andet) tørt, da Charlottenborg inviterede til artist talk i onsdags. Her mødtes branchens shamaner i en svedhytte (Charlottenborgs kunstbiograf), hvor de indtog den euforiserende drik champagne, i håb om at få kontakt til kunstens sande væsen. Missionen lykkedes, da der sjovt nok var bred enighed om værkets berettigelse blandt de fremmødte.
Grill-Danmark grilles
Enigheden skyldtes nok primært at der ikke var nogle repræsentanter fra ”grill-Danmark” tilstede (JA, det kaldte Charlottenborgs direktør Michael Thouber den lille skare af mennesker der ikke deltog i arrangementet!). En debat som denne har det med at trække fronterne op, og pludselig bliver det politisk ukorrekte og tabuiserede skel mellem høj- og lavkultur meget synligt.
Kampen om kulturforståelsen har altid udspillet sig parallelt med kunstens udvikling, og gennem århundreder har vi kunnet iagttage en bølgende bevægelse mellem forskellige polariserede kunstopfattelser. Engang blev Picasso ikke regnet for andet end en simpel tosse. Engang var Bjørn Nørgaard branchens bad boy. Tiderne skifter, og det gør opfattelsen af hvad kunst er så sandelig også.
Konceptkunsten kæmpede sin eksistentielle kamp op gennem det 20. århundrede, hvor den endte med at blive fast inventar på de store kunstinstitutioner (og dermed anerkendt som kunst). Sådan er det gået mange genrer, men konceptkunsten har haft særdeles svært ved at finde hvile i (grill)folkets bevidsthed og kunstbegreb, hvorfor der stadig snakkes der om fænomenet ”Lort på dåse” (Piero Manzonis værk Merda d’artistafra 1961!) ved enhver given lejlighed.
Tidsmaskinen
Dødsfald er oprindeligt fra 2011 og blev skabt i anledning af kunstskriftet Pist Prottas 30 års jubilæum. Da man syntes at et 30-års jubilæum ikke havde nok pondus, lavede man det i stedet om til et 50-års jubilæum, der nødvendigvis måtte foregå 20 år ude i fremtiden (2031). Forskellige kunstnere blev inviteret til at bidrage, og Jakobsen skabte således disse futuristiske nekrologer. Man samlede siden værkerne i et kompendium, som kan købes for 200 kr. på Charlottenborg.
Så det er altså forståeligt hvis en kunstner som Jakob Jakobsen synes at det er lidt stramt at skulle rejse med tidsmaskinen tilbage til 60’erne, for at forsvare sit værk fra 2011. Men han gjorde det, og han gjorde det godt. I en dialog med Michael Thouber (der også gjorde det godt!) opstod et nærmest rituelt forsvar af denne type værk, hvis essens netop udgøres af en udfordrende idé, snarere end et kostbart materiale. Et værk som dette kan blandt andet bruges til at diskutere nogle centrale temaer i kunsten, og det gjorde man selvfølgelig også i onsdags.
Der blev argumenteret for at værket kan ses som et demokratisk og intellektuelt modspil til den sensationsbaserede og dyre monumentalkunst, der fylder nutidens museer, natur- og byrum, uden at give beskueren nogen form for indflydelse på værket. Monumentalkunsten er måske spektakulær, men den nøjes ofte med at engagere det indre legebarn, og det er jo ikke alle der rummer sådan ét (for eksempel ikke Kunsthistorikeren, der også har betvivlet det pompøse format: https://kunsthistorikeren.dk/samtidskunsten-indtager-refshaleoeen-copenhagen-contemporarys-grand-reopening/).
Èn gang til for prins Knud
Når Dan ”Gøl” Jørgensen forarges over prisen, er det fordi han mener at selve A4-papiret er det centrale ved værket, men det er jo en misforståelse. Det virker måske elitært at udstille værker som ikke engang politikerne fatter, men faktisk er der tale om et demokratisk greb fra kunstnerens side. Som Jakobsen fremhæver er værket en undersøgelse af sprogets formåen, og her er vores reaktioner på de små foruroligende udsagn centrale. Debatten, forargelsen, og den higende søgen efter kunstens væren er alt sammen en forlængelse af værket, der på den måde tjener til at opretholde konceptkunstens hårdt tilkæmpede territorium.
Det som Michael Thouber betaler for, er ikke bare 20 A4-ark. Han betaler for at lønne en anerkendt kunstners arbejde, for at holde gang i kunstdebatten, for at sikre at kunsten ikke reduceres til spektakler, for at puste til vores kollektive dødsangst, for at vise at kunst kan skabes med få midler, at den ikke er noget elitært, men noget der netop kan skabes af os alle – hvis vi bare gad at tænke. Som han humoristisk påpeger har indramningen af de 20 ark været ligeså dyr som værket (500 kr./stk.), og han stiller sig spørgende over for, hvorfor vi er så uvillige til at betale for den kunstneriske praksis, da der jo heller ikke er nogle håndværkere der arbejder i A4 til under 500 kr.
Selvom der måske ikke var noget nyt under solen, var det alligevel hyggeligt endnu en gang at få cementeret kunstens domæne. Den skønne kunst har for længst fået konkurrence af udfordrende strømninger som konceptkunsten, men det er jo bare super sjovt at landets spidser stadig skriger på ”hjort-drikker-af-sø-malerier” (eller hvad pokker deres kunsthjerter end måtte begære). Samtidskunsten handler ikke om smag. Den handler ikke om skønhed. Den handler ikke om kostbarhed. Den handler om tankevirksomhed, og hvis man ikke kan være med på den, får man stryg når man udtaler sig i den offentlige debat, Danny boy.
Dødsfald kan opleves på Kunsthal Charlottenborg frem til den 12. august, men takket være samtidskunstens innovative, demokratiske gavmildhed, kan du selv opleve og printe værket her: https://kunsthalcharlottenborg.dk/wp-content/uploads/2018/07/Dødsfald.2011.JakobJakobsen.pdf
